Roskilde
Kommune er i mange henseender en god kommune at bo og leve i. Vi har en
pragtfuld natur, mange historieminder, et varieret kultur- og idrætsliv samt en
blanding af store og små bysamfund, der er med til at give kommunen en unik
profil. Det skal vi værne om.
Vi
har også nogle udfordringer. I 2018 indvies den nye jernbane
København-Køge-Ringsted. Vi skal være helt oppe på dupperne for at sikre, at
den nye linjeføring ikke forringer trafikforbindelserne til og fra Roskilde.
Det gælder især hensynet til pendlertrafikken, som kommunen i høj grad er
afhængig af.
I
2020 åbner det nye supersygehus i Køge. Selvom alle gode kræfter bør arbejde på
at fastholde en række funktioner på Roskilde Sygehus, fx en døgnbemandet
skadestue, er der næppe tvivl om, at vi til den tid vil miste arbejdspladser
til supersygehuset i Køge.
Det
er derfor vigtigt, at vi arbejder på at tiltrække nye arbejdspladser og
indtægter til kommunen på områder, hvor vi i forvejen står stærkt. Det gælder
indenfor handel, uddannelse og forskning samt turisme og oplevelsesøkonomi.
Roskilde
Kommune omfatter mange værdier og kompetencer. Vi skal passe godt på værdierne,
vores natur, kultur og historie. Og vi skal bruge kompetencerne til at skabe
udvikling til gavn for alle borgere i kommunen. Roskilde Kommune er en god
kommune. Det skal den også være i fremtiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar