De magter ikke reformer

Indlæg i Dagbladet 13. november 2012

”Jeg tror på brede beslutninger, som danskerne kan regne med i mange år. Det skaber tillid og tro på fremtiden. Og det har vi brug for”. Sådan sagde statsminister Helle Thorning Schmidt ved Folketingets åbning den 2. oktober 2012. Man må derfor spørge, om den nu færdigforhandlede finanslov for 2013 lever op til statsministerens ord?

Bedømt ud fra det samlede indhold er svaret nej. For det første har regeringen på hovedindholdet i Finansloven valgt det snævre samarbejde med Enhedslisten, der med sin optræden nærmest er at sammenligne med barnet i supermarkedet, der ikke må få slik af mor og far. Og man har fravalgt nødvendige strukturreformer, som man kunne have opnået med de borgerlige og liberale partier.

Danmark er i økonomisk krise. Arbejdsløsheden vokser, og antallet af dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere stiger. Men i stedet for at skabe rammer for vækst og nye arbejdspladser vælger regeringen blot at administrere arbejdsløsheden med et øget pengeforbrug. Ingen reformer, ingen brede beslutninger, som danskerne kan regne med i mange år.

Bevares. Der er positive elementer i Finansloven. Således at beskatningen af skattepligtiges udenlandske arbejdsindkomst føres tilbage til de tidligere regler. Også afskaffelsen af fedt- og sukkerafgifterne tæller på pluskontoen, men når disse tiltag finansieres med stigende personskatter, viser det regeringens manglende vilje og evne til at reducere de rekordstore offentlige udgifter. Lavere personskatter med skattereformen, højere personskatter med Finansloven. Et skridt frem og et tilbage.

Pr. 1. januar bortfalder boligjobordningen, der har bidraget til at sikre aktivitet og beskæftigelse blandt landets mange håndværkere. Regeringen havde i Finansloven muligheden for at fastholde og udvide ordningen, og dermed også sikre et reelt grundlag for jobskabelse og praktikpladser til de mange unge, der har svært ved at finde en praktikplads. Men nej, regeringen foretrækker at administrere arbejdsløsheden frem for at søge at begrænse den.

”I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie”. Sådan sagde statsministeren i sin nytårstale i begyndelsen af 2012. Disse beslutninger venter vi fortsat på. Men de kommer ikke med denne regering, der med Finansloven for 2013 har bevist, at den ikke magter at reformere det danske samfund.

               

En bananrepublik og en sur nordsjællænder

Roskilde Kommune – en ”bananrepublik”? Sådan skriver en tidligere lokalpolitiker i Karlebo og Fredensborg Byråd, Niels Storgaard Simonsen i Jyllands-Posten den 31.7.2012.

Niels Storgaard Simonsens indlæg indledes med en generel beklagelse over på TV atter at skulle fordøje årets Roskilde Festival, som han nærmest beskriver som det rene Sodoma og Gomorra. Nu kan man jo slukke for TV-apparatet eller finde en anden kanal, men Niels Storgaard Simonsen foretrækker altså at se alle syndighederne og blive godt og grundig forarget. 

Han forstår ikke, at nogle borgere, en hel del faktisk, er glade og stolte over, at Roskilde Festival tiltrækker titusindvis af gæster fra ind- og udland hvert år. Det vil næppe være muligt at forklare ham baggrunden herfor. Det vil sikkert svare til at forsøge at ophæve tyngdekraften, og det lader sig som bekendt ikke uden videre gøre.

Roskilde Kommunes ekspropriation af en gartners jord kalder Niels Storgaard Simonsen for et eklatant magtmisbrug, og han udtaler skråsikkert og uden nærmere begrundelse, at om ikke andet vil Roskilde Byråds flertal af Højesteret blive dømt for at have overtrådt Grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed.  

Man må da sige, at Højesteret i Niels Storgaard Simonsen er gået glip af et stort og hidtil uset talent, når han, inden retten overhovedet har talt, allerede kan fastslå, hvad dommen kommer til at lyde på. Det er godt gået, og jeg letter kasketten for Niels Storgaard Simonsens store juridiske indsigt og dømmekraft.

Så er det ifølge Niels Storgaard Simonsen et stort problem, at Roskilde Festival gennem årene har ydet donationer til kommunen til gavn for dens borgere. For en kommune af Roskildes beskedne størrelse er det i den grad ude af proportioner, mener han. Man må derfor spørge Niels Storgaard Simonsen, hvor stor kommunen skal være?

Vel er Roskilde ikke på størrelse med New York, London eller Shanghai, men mindre kan vel også gøre det. Men som nævnt begrunder Niels Storgaard Simonsen ikke størrelsesforholdet mellem donationer og kommune nærmere, og man efterlades med den grumme mistanke, at den gode mand blot er ganske almindelig dagligdags misundelig over donationerne.

Herefter delagtiggør Niels Storgaard Simonsen os i sine egne erfaringer som politiker. Han er sikker på, at Roskilde Byråd vil have en rygrad som kogt spaghetti, hvis festvalen fremover kommer med diverse krav, for man bider jo ikke den hånd, der fordrer en, oplyser han. Udsagnet fortæller noget om Niels Storgaard Simonsen som politiker, men i virkeligheden ikke så meget andet. 

Efter denne række af insinuationer og løse påstande kommer Niels Storgaard Simonsen til sit egentlige ærinde, nemlig at der må være enevælde i Roskilde, når borgmesteren egenhændigt og efter forgodtbefindende har besluttet at bruge 375.000 kr. på en kommunikationsekspert knyttet til ekspropriationssagen.

Hvis det er tilfældet, vil Roskilde Byråd omgøre borgmesterens beslutning på førstkommende byrådsmøde i august. Men det er ikke tilfældet. Borgmesteren har truffet beslutningen i samråd med partierne i byrådet, og altså ikke enevældigt og efter forgodtbefindende, sådan som Niels Storgaard Simonsen fremstiller det.

Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser. Oppe i Nordsjælland sidder Niels Storgaard Simonsen og surmuler over forholdende i Roskilde. Jeg håber, at solen vil skinne lidt mere, og dermed bringe lysere og gladere tider til Nordsjælland, så også Niels Storgaard Simonsen kan anskue livet med lidt større indsigt og optimisme end hans indlæg i Jyllands-Posten lader ane.  

Enhedslistens dagdrømmerier

Indlæg i Dagbladet 19. juli 2012

Da Berlinmuren faldt i november 1989 åbenbaredes det ufattelige svineri i de kommunistiske stater øst for muren. Det var der mange mennesker, der godt vidste i forvejen, men der var også dem, der fremhævede de kommunistiske samfund og hyldede disse for deres lighedsideologi og strålende resultater. Men med murens fald burde det stå lysende klart for enhver, at kommunismen havde spillet helt og aldeles fallit.

Murens fald burde have lært alle, at frihed bliver den første og største taber, når man tvinger lighed nedover en befolkning. Men sådan gik det ikke. Fordi der findes mennesker, der med Winston Churchills ord snubler over en sandhed, og herefter går videre, som om intet var hændt. Således med kommunisterne i Enhedslisten.

I Enhedslistens principprogram tales om revolutionens nødvendighed. Ikke som en kæde af reformer, men som en hurtig og effektiv magtovertagelse. Af programmet fremgår det, at en mobiliseret og velorganiseret arbejderklasse og dens allierede fratager den herskende klasse de enorme magtmidler, den reelt bestyrer i dag. Det sker bl.a. ved at opløse politiet og forsvaret, der anses for at være kapitalismens forlængede arm.

I weekenden kommenterede ledende medlemmer af Enhedslisten revolutionen, som man forventer indenfor de næste tyve år. I så fald er der artige ting i vente. Det kan blive nødvendigt at udrydde flere brancher, fx reklamebranchen, samt lukke udvalgte medier, udtaler hovedbestyrelsesmedlem Katrine Toft Mikkelsen. En revolution vil som udgangspunkt være ikke-voldelig, udtaler hovedbestyrelsesmedlem Hans Jørgen Vad. Underforstået at den bliver voldelig.

Efterfølgende har Enhedslistens gruppeformand Per Clausen (MF) haft travlt med at forklare, at man ikke har planer om at lukke aviser eller andre medier. Og gruppenæstformanden Pernille Skipper (MF) har forsøgt at bortforklare principprogrammets klare tale om revolution ved at henvise til, at man skal have et nyt principprogram.

Men tilbage står, at medlemmer af partiets magtfulde hovedbestyrelse hylder revolutionen og vil gennemføre denne med vold og magt. Og et parti måles nu engang på dets principprogram, og ikke på et kommende program, hvis indhold vi ikke kender. Bedømt ud fra principprogrammet og udtalelserne fra hovedbestyrelsen er Enhedslisten et parti, der omfatter den totalitære kommunisme.

Man kan vælge at anskue Enhedslistens politik som rablende naive dagdrømmerier. Men det vil også være dybt naivt ikke at tage Enhedslistens hensigter alvorligt. Fordi hensigterne rummer elementer, som vi kender fra andre ismer, fx nazisme og fascisme. Derfor bør der siges klart fra overfor Enhedslistens revolutionstanker og totalitære kommunisme. De forskruede ideer bør bekæmpes med næb og kløer. 

Pengene tilhører borgerne – ikke staten!

Indlæg i Dagbladet 28. juni 2012

Staten tager fra de fattige og giver til de rige. Denne påstand blev til bevidstløshed gentaget før folketingsvalget med henvisning til VK-regeringens skattereformer i 2004, 2007 og 2010. Nu gentager venstrefløjen atter påstanden med en indignation og vrede, så man skulle tro, at vi er tæt på verdens undergang.

Samtidig diskuteres det, om en skattereformaftale med Enhedslisten kunne have givet mere velfærd. Dette på baggrund af statsministerens udtalelse om, at den aftalte reform med V & K giver flere penge til velfærd end en aftale med Enhedslisten. Dette bestrides af en række økonomer, der mener, at den skitserede aftale med Enhedslisten ville give mere velfærd.

Ovenstående postulater bygger imidlertid på forkerte præmisser. At staten tager fra de fattige og giver til de rige, bygger på en opfattelse af, at de penge vi tjener via løn eller anden indkomst, tilhører staten. Det er simpelthen forkert. De penge, som borgerne tjener, tilhører borgerne, ikke staten. Lad det være slået fast med syvtommersøm.

Derfor er der ikke tale om at give, derimod om, at borgerne beholder en større andel af egne, i ansigts sved tjente, penge. De selvsamme borgere giver en andel af pengene til borgere på overførselsindkomster. At en lavere regulering af overførselsindkomsterne fra 2016 betegnes som tyveri, er simpelthen proportionsforvrængning, så det batter.

Det er heller ikke korrekt, at den indgåede skatteaftale giver mindre velfærd. Staten har nemlig ikke patent på velfærd. Velfærd er først og fremmest noget, der skabes i familierne, og det siger sig selv, at jo flere penge, folk har til rådighed efter at skatten er betalt, desto flere muligheder giver det med hensyn til at betrygge og berige familiens tilværelse.

Venstrefløjens ophidsede retorik bygger på krav om et samfund, hvor alle skal være lige i materiel henseende. Det burde ellers stå indlysende klart, at sådanne samfund avler armod, ikke rigdom. Jeg vil derfor anbefale venstrefløjen at tage fat på historielæsningen om de østeuropæiske samfund før murens fald i 1989.

Skrål og skrig løser ikke Danmarks udfordringer. Venstrefløjen opfører sig som barnet i supermarkedet, der ikke må få slik. Derfor et godt råd: Se nu at blive voksne!  

Et skridt i den rigtige retning

Indlæg i Dagbladet den 25. juni 2012

Skattereformaftalen mellem regeringen, Venstre og Konservative løser langtfra alle Danmarks problemer og udfordringer. Men reformen er et skridt i den rigtige retning, fordi den gør det mere attraktivt at arbejde frem for at gå ledig, og det er et væsentligt element i at få flere i beskæftigelse og få løst problemerne med den alt for store ledighed.

Der er i reformen fortsat knaster, som Konservative gerne havde været foruden. Men et par af de værste blev fjernet. Frem til 2020 sker der ingen ændringer i boligejernes vilkår, og folkepensionens grundbeløb fastholdes for alle. Desuden får folkepensionister samme forøgelse af topskattegrænsen som alle andre. Altså væk med den urimelige aldersdiskriminering, som regeringens udspil lagde op til. 

Venstrefløjens reaktion på aftalen er vrede, harme og forargelse. Man stjæler fra de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, lyder det fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Det er en fantastisk påstand uden bund i realiteterne. Aftalen betyder, at overførselsindkomsterne fra 2016 reguleres med en lavere sats, men bevarer deres købekraft. Argumentet er, at når lønmodtagerne udviser løntilbageholdenhed, så må det også gælde for overførselsindkomsterne.

Men sådanne argumenter preller af på kommunisterne i Enhedslisten og den øvrige venstrefløj, der er manisk optaget af at skabe lighed for enhver pris. Man er bedøvende ligeglade med om det gavner samfundet, og man er i virkeligheden hamrende usolidariske med den arbejdende befolkning, der finansierer velfærdssamfundet. Det er på denne baggrund tankevækkende, at ca. 10 % af vælgerne ifølge meningsmålingerne vil stemme på Enhedslisten.

Skattereformaftalen har afsløret, at regeringen hviler på et særdeles skrøbeligt fundament. Der er lang vej fra Det Radikale Venstres liberale, økonomiske politik til SFs socialistiske ditto.  Og endnu længere til Enhedslistens forskruede fantasier om lighed og DDR-økonomi.

Finanslovsforhandlingerne i efteråret vil vise, om Enhedslistens reaktion på skattereformen er mundsvejr, eller om der er realiteter bag truslen om at vælte regeringen.

Forhåbentligt det sidste, for regeringen vil ikke være i stand til at fortsætte reformkursen og gennemføre de nødvendige reformer, der styrker erhvervslivets konkurrenceevne og begrænser de offentlige udgifter. Skattereformaftalen har svækket regeringen. Det understreger uroen og utilfredsheden internt i regeringen og i dens parlamentariske bagland ganske klart. 

Regeringens skattereform

”I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie” oplyste statsministeren os i sin nytårstale. Det kan ikke være regeringens oplæg til skattereform, hun tænkte på hin nytårsdag, for nogen gennemgribende reform er der ikke tale om, derimod en finansieret skatteomlægning i overensstemmelse med regeringsgrundlaget.

Det er en skatteomlægning, der bevæger sig i retning af, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det er et skridt i den rigtige retning. Det sker ved at løfte beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen samt ved at reducere stigningstakten i dagpenge- og kontanthjælpsydelserne. Det sidste er blevet kaldt et tyveri, men man kan nu engang ikke stjæle noget, folk ikke har. Arbejdsmarkedet har vist løntilbageholdenhed, det må dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere også.

Så skal boligejere med stor gæld selv betale flere af deres renteudgifter fra 2017. Årstallet er givetvis valg med omhu for ikke at konflikte med regeringsgrundlagets løfte om ikke pille ved boligbeskatningen i indeværende folketingsperiode. Det er ikke nogen god idé at ændre vilkårene eller fremtidsudsigterne på det nuværende stagnerende boligmarked, tværtimod burde man overveje, hvorledes boligmarkedet kan stimuleres. Det sker ikke ved at reducere rentefradraget yderligere.

Bankerne skal betale mere i skat. Det sker ved at hæve lønsumsafgiften. Nu har bankerne ikke en særlig pengekasse til finansiering af regeringens planer. De øgede omkostninger kan kun hentes ét sted, hos kunderne, så her giver man med den ene hånd og tager med den anden.

Børnefamilier med indkomster over 700.000 kr. om året må også holde for. De får beskåret børnechecken med to procent af det beløb, der ligger ud over de 700.000 kr. Jeg er enig i, at børnechecken bør udfases for mere velstillede familier mod at disse til gengæld får tilsvarende i skattelettelse, men det er der jo ikke tale om her.   

I det hele taget er snakken om de såkaldt rige kammet helt over, således at det i dag nærmest er suspekt at oppebære en høj indkomst. Dette er resultatet af flere års socialistisk kampagne for mere lighed, og socialdemokratisk misundelse overfor borgere, der formår at hæve sig over middelmådigheden. Vi er som samfund stærkt afhængige af initiativrige, dygtige og arbejdsomme borgere, og dem skal vi belønne, ikke lægge for had og straffe.

Det er positivt, at iværksætterskatten droppes. Den burde aldrig være indført, i hvert fald ikke med konservative stemmer. Det er ligeledes positivt, at virksomhederne får et højere skattefradrag for investeringer i maskiner, værktøj og inventar. Jeg så gerne yderligere initiativer til at fremme virksomhedernes konkurrenceevne og aktivitet, fx en fortsættelse og udvidelse af BoligJobplanen, der udløber ved udgangen af 2012.

Jeg savner i udspillet til skattereform, at den offentlige sektor også bidrager til finansieringen, i form af afbureaukratisering og effektiviseringer. Men det vil forhåbentligt indgå i de forhandlinger, der nu indledes mellem regeringen og oppositionen.   

Som helhed kan jeg godkende regeringens udspil til skattereform som netop et udspil. Fordi det trækker i den rigtige retning i forhold til, at det skal kunne betale sig at arbejde. Med en yderligere styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne og aktiviteter samt en lidt anden finansiering af reformen kan denne bidrage til at skabe mere vækst og beskæftigelse, og det er hovedudfordringen i det danske samfund.  

Bevar nærpolitiet

ÅBENT BREV

Bevar nærpolitiet i Jyllinge

Kære Anders Linnet,

Det er med stor undren og bekymring, at vi konstaterer, at Midt- og Vestsjællands Politi vil lukke nærpolitistationen i Jyllinge, der i dag er bemandet med to betjente.

Et af formålene med Politireformen var at styrke politiets lokale tilstedeværelse, således fastslået i 2008 af de politiske partier bag reformen i aftalen om gennemførelse af politireformen og styrkelse af politiindsatsen:

”Politiets lokale tilstedeværelse og forankring er et væsentlig element i politireformen. Forligspartierne understreger forudsætningen om, at politiet bevarer og udbygger lokalkendskabet og den tætte kontakt med lokalsamfundet, som bl.a. er afgørende for at sikre en effektiv forebyggelse og efterforskning af borgervendte kriminalitetsformer som f.eks. indbrud og hærværk”.

Vi er enige i dette klare udsagn, og derfor var det med nogen undren, at vi i 2010 måtte konstatere, at landbetjenten i Viby Sjælland med ca. 5.000 indbyggere blev nedlagt. Nu forestår en lukning af nærpolitiet i Jyllinge med ca. 10.000 indbyggere. Det forstår vi ikke, og vi mener, at disse lukninger strider mod intentionerne i Politireformen.

Vi er klar over, at politiet som et led i Finansloven 2012 over de næste fire år skal effektivisere indsatsen, men det bør ikke ske på bekostning af politiets permanente tilstedeværelse i mindre lokalsamfund. Derimod bør politiet udnytte de mangfoldige teknologiske muligheder for at etablere en effektiv, decentral drift til gavn for lokalsamfundene og den forebyggende indsats.

Vi opfordrer på den baggrund til, at nærpolitiet i Jyllinge bevares samt at beslutningen om at nedlægge nærbetjenten i Viby tages op til ny overvejelse.

Kopi af dette brev er sendt til de retspolitiske ordførere bag Politireformen.

Venlig hilsen

Roskilde Konservative  Den konservative gruppe    Regionsrådsmedlem   

Vælgerforening            i Roskilde Byråd                og folketingskandidat

Keld Holm                   Carsten Wickmann            Christian Wedell-Neergaard                       
                                  Lars Lindskov                                

                                  Tom Hjorth Andersen

Mod til at skabe sammenhæng

Indlæg i Dagbladet 19. maj 2012

Det handler om værdier, skriver Carl Erik Hunnerup i en kommentar til ekspropriationssagen i Roskilde i DAGBLADET den 15. maj. Det kan jeg som konservativ kun tilslutte mig, og jeg er også enig i, at den private ejendomsret er en konservativ kerneværdi. Det indebærer også, at man skal være yderst varsom med at ekspropriere, selvom loven åbner mulighed for det.

Men det er også en konservativ grundholdning at stræbe efter et samfund, der hænger fornuftigt sammen. Det gælder både i menneskelig og i fysisk forstand. Når den konservative folketingsgruppe i sin tid stemte for Planloven, er det således i god overensstemmelse hermed.  

For loven skal netop tilsikre en ordentlig planlægning på et bæredygtigt grundlag.

Det Konservative Folkeparti er et værdibaseret og ikke et ideologisk parti. Det betyder i den praktiske politik, at vi med afsæt i vores værdier tager stilling til samfundets udvikling og udfordringer. Det sker, at vi må veje vores værdier op mod hinanden, og også have modet til at veje hensynet til en værdi tungere end en anden værdi.

Det er derfor ikke tilfældigt, at et konservativt mantra er mod til at skabe sammenhæng. Fordi hensynet til samfundet kræver beslutninger, der i en konservativ sammenhæng indebærer en afvejning og prioritering af vores værdier. Det ville være nemmere at have med at gøre, hvis vi var et ideologisk parti, for så kunne vi blot uden videre sige fra. Men det er vi ikke.

Den lokale ekspropriation er vedtaget med konservative stemmer. Ikke med begejstring og klapsalver, men efter en nøje afvejning af hensynet til udviklingen i Roskilde Syd og hensynet til kommunens borgere sat overfor hensynet til den private ejendomsret. Vel vidende, at beslutningen ville blive udsat for kritik, ikke mindst fra mere liberalistisk sindede partifæller.

Denne kritik lytter vi til og lever med, når den bygger på saglighed og fakta. Fordi vi har modet til at se tingene i sammenhæng. Vi er ikke ideologer eller populister. Vi arbejder seriøst og helhedsorienteret med tingene ud fra det konservative værdigrundlag. Vi er, for at bruge et andet konservativt slogan, borgerlige stemmer, der arbejder!

Er almenvelle blot et spørgsmål om motorveje, jernbaner og vindmøller?

Keld Holm 14. marts 2012

Hvad er almenvellet, og hvornår kan almenvellet kræve, at man afstår sin ejendom? Dette spørgsmål er i den sidste måned blevet ihærdigt diskuteret i medierne og på Facebook. Baggrunden herfor er bl.a. Roskilde Kommunes beslutning om at ekspropriere jord i forbindelse med en lokalplan (nr. 538 om Dyrskuepladsen og Den urbane zone).  

Samtidig har Det Konservative Folkeparti sammen med Venstre og Dansk Folkeparti fremsat et beslutningsforslag om styrkelse af den private ejendomsret i forbindelse med kommunal ekspropriation. Her foreslås det, at der opstilles objektive kriterier for almenvellets krav på ekspropriation efter Planlovens § 47, og der skal gælde en hovedregel om, at der ikke kan eksproprieres til private formål, men alene til offentlige formål.

Formålet med Planloven

Jeg vil tage udgangspunkt i Planlovens § 1 for at forsøge at afgrænse begrebet ”almenvellets krav”. Den lyder som følger:

§ 1. Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet.

Stk. 2. Loven tilsigter særlig,

1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering  

    sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte regioner  

    og kommuner,

2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og 

    landskaber,

3) at de åbne kyster fortsat skal udgøre en væsentlig natur- og 

    landskabsressource,

4) at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og

5) at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i 

    planlægningsarbejdet.

Her fastslås det bl.a., at der skal ske en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte regioner og kommuner, herunder at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og landskaber. Overordnet skal det ske ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering. Hvem vil bestride, at dette er i almenvellets interesse?

Men hvordan fortolker vi så ønsket om en hensigtsmæssig udvikling, og hvem afgør, om det overordnet set sker ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering. I kommunerne er det kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for at opfylde Planlovens intentioner, herunder sikringen af, at udviklingen er hensigtsmæssig og sker ud fra de nævnte kriterier.

Imaginære golfbaner 

I debatten peges ofte på, at anlæggelsen af en golfbane ikke kan henføres under almenvellets krav. Det er de fleste vistnok enige i, og når man følger debatten, skulle man nærmest tro, at det er et fremherskende træk ved den kommunale forvaltning af Planloven. Mig bekendt stammer det seneste eksempel på forsøg på ekspropriation i forbindelse med anlæggelse af en golfbane fra 2004. Det var Randers Kommune, der opgav at ekspropriere som følge af en lang række protester.

Den liberale tænketank Cepos har i 2011 gennemført en undersøgelse af kommunernes ekspropriationer. 80 ud af 98 kommuner har afgivet svar til undersøgelsen, og i 5-året 2006-2010 har disse 80 kommuner i alt foretaget 68 ekspropriationer til private formål svarende til 0,17 ekspropriationssag pr. kommune pr. år. Undersøgelsen fortæller også noget om disse formål:

27 Erhvervsformål                                                             

15 Etablering af fælles gårdarealer (Kbh. Kommune)                                 

13 Boligformål                                                                                    

  6 Byudvikling                                                                                      

  3 Vej                                                                               

  1 Spejderhytte

  3 Formål ikke oplyst                                                           

68 i alt

For at få den fulde indsigt i disse ekspropriationer til private formål skal man sætte sig ind i de tilhørende lokalplaner. Det har jeg ikke gjort, men det eneste, der for alvor støder mit øje – holdt op mod Planlovens intentioner - er spejderhytten i en ekspropriationssag fra Rudersdal Kommune. Det kan undre, at det ikke er den, men anlæggelsen af imaginære golfbaner, der giver anledning til stor ståhej.

Er erhvervsudvikling almenvelle?

Ifølge det førnævnte beslutningsforslag skal ekspropriationer i forbindelse med private erhvervsformål ikke længere kunne begrunde en ekspropriation. Man kan stille mange scenarioer op for ekspropriation i forbindelse med erhvervsformål. Lige fra den lille grønthandler, der eksproprieres til fordel for et supermarked til anlæggelsen af en erhvervspark, der skal fastholde og tiltrække flere virksomheder til kommunen.

Det er konservativ politik – i hvert fald i Roskilde Kommune – at kommunen bidrager til at skabe gode rammer for erhvervslivet. Det har vi ført valgkamp på, og det har vi løbende fokus på. I øvrigt i overensstemmelse med Grundlovens § 75, der fastslår, at det til fremme af almenvellet bør tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans vilkår.

Kan det være i almenvellets interesse, at en kommune søger at skabe de bedst mulige rammer for erhvervslivet? Kan det være i almenvellets interesse, at en kommune søger at sikre, at ældre borgere kan handle i bymidten? Og kan det være i almenvellets interesse, at en kommune søger at sikre en stor virksomhed med mange arbejdspladser plads til udvikling? Kan almenvellets interesse være så stor, at ekspropriation er en nødvendighed? Jeg mener ja.

Privat boligbyggeri er en anden aktivitet, der rammes af beslutningsforslaget. Jeg er som konservativ tilhænger af privat boligbyggeri, men også tilhænger af, at dette byggeri indgår i en hensigtsmæssig sammenhæng, jf. Planlovens formålsparagraf. Kan det være i almenvellets interesse, at dette byggeri i henhold til en vedtagen og fremadrettet lokalplan placeres på et område, der forudsætter ekspropriation? Jeg mener ja.

Det kommunale selvstyre

I ekspropriationerne til private formål kan man sagtens opstille eksempler på, at ekspropriation ikke bør være muligt, men ligeledes eksempler på, at ekspropriation som en sidste udvej bør være en mulighed. Jeg er derfor betænkelig ved at indføre en hovedregel om, at der ikke kan eksproprieres til private formål. Og jeg mener heller ikke, at der er et solidt belæg herfor, jf. føromtalte Cepos-undersøgelse.

Ligeledes tvivler jeg på, at det i et dynamisk samfund er hensigtsmæssigt, at man opstiller objektive kriterier for det lokale almenvelles muligheder for at ekspropriere. Det synes jeg, at man skal overlade til de kommunale politikere, der med størst indsigt kan vurdere, hvornår en ekspropriation er i det lokale almenvelles interesse. Helt i overensstemmelse med Grundlovens ånd om det kommunale selvstyre nævnt i lovens § 82.

Et sidste aspekt er spørgsmålet om betydningen af en jords anvendelse ved ekspropriation, om den anvendes til bolig- og erhvervsformål eller ligger brak. At jorden ligger brak kan ikke i sig selv begrunde ekspropriation, men selvfølgelig spiller det da en rolle i vurderingen af, om ekspropriation er en rimelig vej at gå. Der er altså forskel på at ekspropriere en ejendom, der anvendes til bolig frem for et stykke brakjord. Det tilsiger al sund fornuft.  

I min optik er almenvelle mere end blot motorveje, jernbaner og vindmølleparker. Og det undrer mig såre, at man med brask og bram slår ned på et afgrænset område, der, bortset fra spejderhytten, og måske enkelte af de erhvervsmæssigt begrundede ekspropriationer, synes at være i overensstemmelse med Planlovens intentioner og i almenvellets interesse. Til gengæld glæder jeg mig over, at det føromtalte beslutningsforslag lægger op til at styrke retssikkerheden for den enkelte borger. Her er jeg helt på linje med forslagsstillerne. 

Farvel til betalingsringen - gør den kollektive trafik attraktiv

Indlæg i Dagbladet 27. februar 2012

Regeringens beslutning om at droppe betalingsringen var både klog og rigtig. Der har efterfølgende været meget fokus på statsministerens politiske håndtering af sagen. Jeg glæder mig især over, at beslutningen var et eklatant nederlag for de totalitære tanker, der lå bag ideen om en betalingsring.

Bedst udtrykt af Københavns sundhedsborgmester, SFs Ninna Thomsen, der dagen før ringens fald udtalte til Politiken: ”Det skal være dyrt og besværligt at tage bilen. Det handler om at turde. Hvis man vil ændre folks adfærd, skal det gøre ondt på nogen. Det er også derfor, at vi har et skattesystem, og det er også den vej man skal gå, når det handler om de grønne løsninger”.

Forhåbentligt har regeringen nu indset, at det ikke nytter noget at forsøge at gennemføre fantasiløse straffesanktioner, som Ninna Thomsen og andre på venstrefløjen sværger til. I sagen om betalingsringen bør regeringen erkende, at bilen i en række tilfælde er et fleksibelt og nødvendigt trafikmiddel, der ikke skal bekæmpes, men anerkendes.

Ligeledes bør regeringen forstå, at smertegrænsen for opkrævning af nye skatter og afgifter er ved at være nået, hvis den ikke allerede er overskredet. Det betyder, at regeringen i de økonomiske dispositioner må holde sig indenfor de bestående budgetter, idet nye skatter og afgifter blot vil bidrage til at hæmme vækst og beskæftigelse og øge arbejdsløsheden.

Men det betyder ikke, at der ikke skal gøres noget ved Københavns trængsels- og miljøproblemer. Den kollektive trafik skal gøres mere attraktiv, og der er nok at tage fat på. Flere og bedre tog, der afgår og ankommer rettidigt, bedre parkeringsforhold ved stationerne, bedre samspil mellem tog, S-tog, metro og busser samt bedre trafikinformationer.

Så mulighederne for en forbedring af trængsels- og miljøproblemerne er mange, men det kan kun ske gradvist og i takt med, at der er penge til det. Det fordrer en samlet trafikplanlægning for hele hovedstadsområdet samt at trafikinvesteringer står højt på dagsordenen i de kommende år.

Et gammelt ordsprog siger, at man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Forhåbentligt har regeringen lært lektien. Så er der trods alt kommet noget godt ud af betalingsringen.

SF’er sår tvivl om regeringens skatteplaner

Indlæg i DAGBLADET den 14. februar 2012

I DAGBLADET den 10. februar oplyser SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, at SF i regeringens varslede og fuldt finansierede skattereform vil have fokus på lav- og mellemindkomsterne og tilføjer, at det er den gruppe, der har betalt for de ufinansierede skattelettelser, som VKO gladelig delte ud til de rigeste.

Må det være tilladt lidt polemisk at påpege, at man ikke både kan tale om ufinansierede skattelettelser og samtidig hævde, at nogle bestemte grupper har betalt for de selvsamme skattelettelser. Det er at blæse og have mel i munden på samme tid, og det går som bekendt sjældent godt.

Måske kan lidt fakta hjælpe på Jesper Petersens viden om VK-regeringens skattelettelser. Ved skattelettelsen i 2004 indførtes et beskæftigelsesfradrag, der kom alle lønmodtagere til gode. Desuden blev grænsen for mellemskat øget, og det tilgodeså alle lønmodtagere med en skattepligtig indkomst på over 198.000 kr.

I 2007 blev beskæftigelsesfradraget sat op, og grænsen for mellemskat blev forhøjet til 365.000 kr., hvilket betød, at ca. 575.000 skatteydere slap for at betale mellemskat. Man kan diskutere, om skattelettelserne i 2004 og 2007 var ufinansierede, men det er indiskutabelt, at lettelserne først og fremmest tilgodeså den brede kreds af ganske almindelige lønmodtagere.

I skattereformen 2009 blev bundskatten nedsat med 1,5%, og topskatten blev hævet fra knap 380.000 kr. til godt 420.000 kr., hvilket betød, at ca. 350.000 personer slap for at betale topskat. Her kan man tale om en reform, der også tilgodeser de mest vellønnede, til gengæld er reformen fuldt finansieret.

Topskattelettelserne blev i genopretningspakken udsat til 2013, og den nuværende SF skatteminister, Thor Möger Pedersen har meddelt, at topskattelettelserne gennemføres som planlagt af den tidligere regering. Men Jesper Petersen sår med sin kommentar tvivl om denne udmelding. Så hvad kan vi forvente af regeringen i spørgsmålet om indkomstskatten?

Indtil videre er spørgsmålet ubesvaret bortset fra Jesper Petersens tilfredsstillende budskab om, at boligskatten ikke inddrages. Man skulle ellers tro, at når regeringen ifølge sit eget grundlag markant vil lette skatten på arbejde, så har man også drøftet finansieringen.  Men det er måske for meget at forlange af en regering, der repræsenterer både socialistisk lighedsøkonomi og liberalistisk markedsøkonomi.

Liste C har en fremtid

Indlæg i DAGBLADET den 6. februar 2012

Har liste C en fremtid? Spørgsmålet rejst i DAGBLADETs leder den 4. februar med henvisning til det historisk dårlige valgresultat for Det Konservative Folkeparti og efterfølgende nedtur i meningsmålingerne. Som aktiv i partiet vil jeg svare JA til spørgsmålet, ellers var jeg næppe aktiv, men tilføje, at nogle klare forudsætninger skal være opfyldt, før vi atter oplever fremgang.

Efter 10 år i et godt regeringssamarbejde med Venstre, er den konservative profil blevet udvisket. Det er der mange årsager til, men et regeringsansvar slider ofte på det mindste parti i en regering. Spørg blot Det Radikale Venstre, der flere gange har været tæt på spærregrænsen efter at have deltaget i regeringskoalitioner med Socialdemokraterne.

Hertil kommer, at VK-regeringen frem til krisen i 2008 lod de offentlige udgifter vokse langt ud over de fastlagte budgetter. Dette borgerlige svigt betaler partiet prisen for, for denne udvikling var ikke i overensstemmelse med det konservative krav om økonomisk ansvarlighed. Dette er en hovedforklaring på den konservative nedtur, mere end Lars Barfoeds håndtryk med Margrethe Vestager og diverse personsager.

Det Konservative Folkeparti skal tydeliggøre sin position i det politiske spektrum. Vi er ikke socialister med krav om omfattende statslig regulering. Vi er heller ikke liberalister. Tanker om minimalstaten er ikke groet i den konservative have. For os handler det om balance, bedst udtrykt ved, at staten skal have en størrelse, så den støtter den svage uden at knække den stærke.

I Det Konservative Folkeparti vedkender vi os gud, konge og fædreland. Vi ser vores kultur, traditioner og kristne værdier som fundamentet for det moderne Danmark. Det vil vi værne om, ikke gennem snæversynet nationalisme, men med en åbenhed over for omverdenen, som vi er en integreret del af, og handelsmæssigt stærkt afhængig af.

Vi skal benytte vores position til at fremsætte klare og velunderbyggede forslag til løsningen af samfundets udfordringer og problemer. Vi skal gennemføre det i et konstruktivt samarbejde med andre partier. Af temperament er vi resultatorienterede. Vi er ikke sat verden for at råbe højt fra sidelinjen eller i stort opsatte avisannoncer. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder. Jeg er overbevist om, at vi på dette grundlag kan vende tilbagegangen til fremgang for liste C.

Tak for 40 års veludført arbejde

Indlæg i Dagbladet 16. januar 2012 

Tillykke til Dronning Margrethe II med 40 års virke til gavn for danskerne og Danmark. Og en stor tak til dronningen for veludført arbejde gennem de 40 år, de gode nytårstaler og den yderst professionelle indsats i det, der er Kongehusets vigtigste opgave: At repræsentere Danmark ude og hjemme.

For mig repræsenterer Kongehuset tradition, kontinuitet og national identitet. Det er vigtigt med faste holdepunkter i en foranderlig og global verden. Dronningen er bærer af en 1000-årig historie med Danmark som et kongerige i lige linje fra Gorm den Gamle i årene omkring 950. Gamle traditioner går hånd i hånd med de nødvendige fornyelser, og dronningen har stor andel og ære i den popularitet, som Kongehuset i dag nyder i det danske folk.

Der er fra tid til anden røster om omdannelse af Danmark til en republik. Det kunne der være god mening i, hvis vort statsoverhoved var tillagt egentlige magtbeføjelser som i visse andre demokratier. Men Kongehusets opgave er først og fremmest repræsentativ, og det hviler som institution på en demokratisk vedtaget grundlov med et stort flertal for denne ved afstemningen i 1953. Senere bekræftet med et endnu større flertal ved folkeafstemningen i 2009 om ligestilling mellem kønnene i arvefølgen til tronen.

Når nogle få folketingsmedlemmer demonstrerer mod Kongehuset, bl.a. ved at undlade at rejse sig ved kongefamiliens tilstedeværelse ved Folketingets åbning, er det således også en demonstration mod Grundloven og det klare flertal i befolkningen, der har besluttet den eksisterende ordning. Jeg er ikke enig i, men respekterer republikanske synspunkter. En tilsvarende respekt for det monarkistiske synspunkt kan de pågældende folketingsmedlemmer ikke mobilisere. Mangel på format, vil jeg mene.

Men det skal nu ikke få lov til at spolere glæden over dronningens 40 års jubilæum som Danmarks regent. Jeg er monarkist lige så længe, kongefamilien formår at udfylde den rolle, som Grundloven foreskriver, på en ligeså fornem og dygtig vis, som Dronning Margrethe II og hendes familie har gjort det gennem 40 år. Derfor et stort tillykke med jubilæet og tak for det flotte arbejde.                

Drop betalingsringen og omlæg bilafgifterne

Indlæg i Dagbladet 10. januar 2012

Man udvælger de borgere, der dagligt er af afhængige af bilen ind og ud af København, og pålægger dem at betale for finansieringen af nye trafikanlæg og billigere tog- og busbilletter. Det er ikke blot et urimeligt pålæg, det er direkte usympatisk, og det er vel efterhånden kun regeringspartierne og deres mest loyale støtter samt Enhedslisten, der fortsat holder fast i, at der skal etableres en betalingsring rundt om København.

Danske bilister betaler årligt ca. 40 mia. kr. i brændstof-, vægt- og registreringsafgifter m.v. og de dækker langt ud over udgifterne til vedligeholdelse og anlæg af veje. Der er ikke sagligt belæg for at øge disse afgifter. Men i stedet for at opføre en betalingsring, som koster både i anlæg og drift, burde man omlægge afgifterne. Øg gradvist over en femårig periode brændstofafgiften, men sænk tilsvarende vægt- og registreringsafgifterne, især på miljøvenlige biler med et lavt brændstofforbrug. Forlæng tilsvarende afgiftsfriheden for el-biler.

Sænk gradvist over en femårig periode billetpriserne til busser og tog, ikke ved at pålægge befolkningen nye afgifter. Pengene må findes indenfor de eksisterende budgetter. Fordelen ved en gradvis omlægning er indlysende. Den giver både borgere og trafikaktører muligheden for at planlægge og tage højde for de ændrede vilkår. For borgeren muligheden for at købe en billigere og mere brændstofvenlig bil, for trafikaktørerne tid til at øge kapaciteten og tage højde for det stigende antal passagerer, der vil blive resultatet af omlægningen.    

Frihold varetransport og håndværkere for afgiftsomlægningen. Vi har ikke råd til at miste yderligere konkurrencekraft. Opførelse af nye trafikanlæg må ske indenfor de eksisterende budgetter. Evt. kan det overvejes at omprioritere ud fra de bestående planer og ressourcer. En omlægning som foreslået her, vil bidrage til at løse trængselsproblemer, ikke kun i hovedstadsområdet, men også i de andre større byer i Danmark. Så drop nu den betalingsring, og gennemfør en fornuftig og afbalanceret omlægning af bilafgifterne.    

Socialist i en klynketid

Det har vakt nogen opsigt, at udenrigsminister og partiformand for SF, Villy Søvndal, i en kronik i Berlingeren den 7. januar, ”Socialist i en krisetid”, anslår en reformkurs med benhårde prioriteringer og effektivisering af den offentlige sektor. Villy Søvndal tilføjer, at det for moderne socialister er vigtigt, at der føres en ansvarlig politik. Han oplyser, at den nuværende regering selv bærer en pæn portion af ansvaret for løftebruddene, men benytter derefter kronikken til at sværte den tidligere regering til. To gange får han nævnt, at den nuværende regering overtog et håndværkertilbud, og tre gange nævner han den tidligere regerings ufinansierede skattelettelser til de velstillede.

Her vil lidt historisk udredning være på sin plads. Skattelettelserne i 2004 og 2007 blev givet i de år, hvor der var et pænt overskud på statsfinanserne. Ud over skattelettelserne formåede VK-regeringen at nedbringe den offentlige gæld ganske betragteligt, til trods for Socialdemokraternes og SFs højlydte krav om velfærdsforbedringer. Måske har Villy Søvndal lykkeligt glemt de røde valgparoler om mere udgiftskrævende velfærd i valgkampene i forbindelse med folketingsvalgene i 2005 og 2007.

Med løftet i topskattegrænsen tilgodeså skattereformen i 2009 de mere velstillede borgere, men denne reform er til gengæld fuldt ud finansieret frem mod 2020. Mig bekendt vil den nuværende regering fortsat gennemføre topskattelettelserne, der med genopretningspakken blev udsat til 2014, og man vil ligeledes gennemføre en stort anlagt skattereform. Det kan på denne baggrund undre, hvad Villy Søvndal og SF dog vil i den nuværende regering, når skattelettelser i den socialistiske tankeverden er noget, fanden har skabt.

På et punkt vil jeg give Villy Søvndal medhold. VK-regeringen havde ikke godt nok styr på de offentlige udgifter, og det er i min optik VK-regeringens største fejl. Først da den økonomiske krise satte ind, strammede VK-regeringen grebet om de offentlige udgifter, bl.a. med krav om nulvækst i kommunerne. Jeg minder blot om, at det skete til højlydte protester fra bl.a. selvsamme Villy Søvndal og SF med postulater om massakre på velfærdssamfundet og andre overdrivelser.

Så er der spørgsmålet om håndværkertilbuddet, som finansminister Bjarne Corydon arrogant kaldte statsfinanserne ved regeringsovertagelsen, og som Villy Søvndal gentager i sin kronik. Det var almindelig kendt både før og under valgkampen, at underskuddet på statsfinanserne i 2012 ville blive på mindst 85 mia. kr. Det afholdt dog ikke Villy Søvndal fra, sammen med Helle Thorning Schmidt, i stort opsatte reklamer, i aviser, på bagsmækken af busser, o.s.v. at agitere for Fair Løsning, der af Finansministeriet, også under den nye finansminister, er beregnet til at være underfinansieret med ca. 22 mia. kr.! 

Så meget for Villy Søvndals økonomiske ansvarlighed. Det er hykleri, så det batter. Men det vil da glæde mig, hvis Villy Søvndal, efter at have fået en regeringstaburet, har fået lidt mere indsigt i de samfundsøkonomiske sammenhænge. Og det vil klæde Villy Søvndal og den øvrige regering at være fremadskruende i bestræbelserne på at løse samfundets udfordringer, frem for hele tiden at skue tilbage og klynke over den tidligere regerings politik og tiltag. Villy Søvndals kronik efterlader mere indtrykket af en socialist i en klynketid frem for et fremadskuende lederskab i en krisetid.

Fint skal det være

Indlæg i Dagbladet den 4. januar 2012

I den engelske TV-serie ”Fint skal det være” anser Hyacinth Bucket (udtales Bouquet) sig selv for at være finere end andre. Hun fremhæver sin søster Violet og hendes mand Bruce for deres rigdom ”Mercedes, sauna and room for a pony”, selvom de er ved at rive hovederne af hinanden. Og hun arrangerer Candelight Suppers, som alle andre ser frem til med skræk og rædsel. Man kan sige, at hun lever i en helt anden virkelighed end hendes omgivelser.

Når jeg nævner denne morsomme TV-serie, er det fordi fru Hyacinth Bucket minder mig om den nuværende regering Helle Thorning Schmidt. For også her udfoldes en verbal virkelighed, som er svært genkendelig. I regeringens virkelighed findes ingen brudte valgløfter, selvom omgivelserne kan få øje på utallige. I dens virkelighed er blokpolitik afskaffet, selvom vi alle godt ved, at Finansloven alene var et anliggende for regeringen og Enhedslisten. Og i regeringens virkelighed vil man sikre rimelige høringsfrister, hvorefter man gennemfører lovgivning med ultrakorte frister.

Statsministerens nytårstale

Mit indtryk af denne virkelighedsforskydning blev forstærket af statsministerens nytårstale, der ud fra en ren retorisk betragtning var en udmærket tale, også indeholdende synspunkter, som jeg som konservativ kan tilslutte mig. Men – men – men! Når statsministeren fastslår, at vi skal have styr på de offentlige underskud, og at vores virksomheder igen skal være blandt de mest konkurrencedygtige i verden, så må det undre såre, at regeringen i de tre første måneder har øget de offentlige udgifter ganske betragteligt og svækket virksomhedernes konkurrenceevne væsentligt gennem nye skatter og afgifter.

Når statsministeren siger, at det ikke går, at Danmark bliver ved med at miste konkurrencekraft med flytninger af virksomheder og jobs til udlandet til følge, hvordan kan det så være, at man fører en politik, der øger virksomhedernes omkostninger, udhuler deres investeringslyst og skaber grobund for yderligere arbejdsløshed? F.eks. de nye afgifter på tobak, vin, spiritus og fedt, der betyder, at detailhandlen må aflevere mindst 600 jobs til butikkerne lige syd for grænsen til glæde for den tyske statskasse. 

Regeringen har fået mange betegnelser hæftet på sig. Jeg kalder den for Hyacinth-regeringen, fordi den opererer i to virkeligheder. Den siger ét, men gør noget andet. Fint skal det være!