Farvel til betalingsringen - gør den kollektive trafik attraktiv

Indlæg i Dagbladet 27. februar 2012

Regeringens beslutning om at droppe betalingsringen var både klog og rigtig. Der har efterfølgende været meget fokus på statsministerens politiske håndtering af sagen. Jeg glæder mig især over, at beslutningen var et eklatant nederlag for de totalitære tanker, der lå bag ideen om en betalingsring.

Bedst udtrykt af Københavns sundhedsborgmester, SFs Ninna Thomsen, der dagen før ringens fald udtalte til Politiken: ”Det skal være dyrt og besværligt at tage bilen. Det handler om at turde. Hvis man vil ændre folks adfærd, skal det gøre ondt på nogen. Det er også derfor, at vi har et skattesystem, og det er også den vej man skal gå, når det handler om de grønne løsninger”.

Forhåbentligt har regeringen nu indset, at det ikke nytter noget at forsøge at gennemføre fantasiløse straffesanktioner, som Ninna Thomsen og andre på venstrefløjen sværger til. I sagen om betalingsringen bør regeringen erkende, at bilen i en række tilfælde er et fleksibelt og nødvendigt trafikmiddel, der ikke skal bekæmpes, men anerkendes.

Ligeledes bør regeringen forstå, at smertegrænsen for opkrævning af nye skatter og afgifter er ved at være nået, hvis den ikke allerede er overskredet. Det betyder, at regeringen i de økonomiske dispositioner må holde sig indenfor de bestående budgetter, idet nye skatter og afgifter blot vil bidrage til at hæmme vækst og beskæftigelse og øge arbejdsløsheden.

Men det betyder ikke, at der ikke skal gøres noget ved Københavns trængsels- og miljøproblemer. Den kollektive trafik skal gøres mere attraktiv, og der er nok at tage fat på. Flere og bedre tog, der afgår og ankommer rettidigt, bedre parkeringsforhold ved stationerne, bedre samspil mellem tog, S-tog, metro og busser samt bedre trafikinformationer.

Så mulighederne for en forbedring af trængsels- og miljøproblemerne er mange, men det kan kun ske gradvist og i takt med, at der er penge til det. Det fordrer en samlet trafikplanlægning for hele hovedstadsområdet samt at trafikinvesteringer står højt på dagsordenen i de kommende år.

Et gammelt ordsprog siger, at man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Forhåbentligt har regeringen lært lektien. Så er der trods alt kommet noget godt ud af betalingsringen.

SF’er sår tvivl om regeringens skatteplaner

Indlæg i DAGBLADET den 14. februar 2012

I DAGBLADET den 10. februar oplyser SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, at SF i regeringens varslede og fuldt finansierede skattereform vil have fokus på lav- og mellemindkomsterne og tilføjer, at det er den gruppe, der har betalt for de ufinansierede skattelettelser, som VKO gladelig delte ud til de rigeste.

Må det være tilladt lidt polemisk at påpege, at man ikke både kan tale om ufinansierede skattelettelser og samtidig hævde, at nogle bestemte grupper har betalt for de selvsamme skattelettelser. Det er at blæse og have mel i munden på samme tid, og det går som bekendt sjældent godt.

Måske kan lidt fakta hjælpe på Jesper Petersens viden om VK-regeringens skattelettelser. Ved skattelettelsen i 2004 indførtes et beskæftigelsesfradrag, der kom alle lønmodtagere til gode. Desuden blev grænsen for mellemskat øget, og det tilgodeså alle lønmodtagere med en skattepligtig indkomst på over 198.000 kr.

I 2007 blev beskæftigelsesfradraget sat op, og grænsen for mellemskat blev forhøjet til 365.000 kr., hvilket betød, at ca. 575.000 skatteydere slap for at betale mellemskat. Man kan diskutere, om skattelettelserne i 2004 og 2007 var ufinansierede, men det er indiskutabelt, at lettelserne først og fremmest tilgodeså den brede kreds af ganske almindelige lønmodtagere.

I skattereformen 2009 blev bundskatten nedsat med 1,5%, og topskatten blev hævet fra knap 380.000 kr. til godt 420.000 kr., hvilket betød, at ca. 350.000 personer slap for at betale topskat. Her kan man tale om en reform, der også tilgodeser de mest vellønnede, til gengæld er reformen fuldt finansieret.

Topskattelettelserne blev i genopretningspakken udsat til 2013, og den nuværende SF skatteminister, Thor Möger Pedersen har meddelt, at topskattelettelserne gennemføres som planlagt af den tidligere regering. Men Jesper Petersen sår med sin kommentar tvivl om denne udmelding. Så hvad kan vi forvente af regeringen i spørgsmålet om indkomstskatten?

Indtil videre er spørgsmålet ubesvaret bortset fra Jesper Petersens tilfredsstillende budskab om, at boligskatten ikke inddrages. Man skulle ellers tro, at når regeringen ifølge sit eget grundlag markant vil lette skatten på arbejde, så har man også drøftet finansieringen.  Men det er måske for meget at forlange af en regering, der repræsenterer både socialistisk lighedsøkonomi og liberalistisk markedsøkonomi.

Liste C har en fremtid

Indlæg i DAGBLADET den 6. februar 2012

Har liste C en fremtid? Spørgsmålet rejst i DAGBLADETs leder den 4. februar med henvisning til det historisk dårlige valgresultat for Det Konservative Folkeparti og efterfølgende nedtur i meningsmålingerne. Som aktiv i partiet vil jeg svare JA til spørgsmålet, ellers var jeg næppe aktiv, men tilføje, at nogle klare forudsætninger skal være opfyldt, før vi atter oplever fremgang.

Efter 10 år i et godt regeringssamarbejde med Venstre, er den konservative profil blevet udvisket. Det er der mange årsager til, men et regeringsansvar slider ofte på det mindste parti i en regering. Spørg blot Det Radikale Venstre, der flere gange har været tæt på spærregrænsen efter at have deltaget i regeringskoalitioner med Socialdemokraterne.

Hertil kommer, at VK-regeringen frem til krisen i 2008 lod de offentlige udgifter vokse langt ud over de fastlagte budgetter. Dette borgerlige svigt betaler partiet prisen for, for denne udvikling var ikke i overensstemmelse med det konservative krav om økonomisk ansvarlighed. Dette er en hovedforklaring på den konservative nedtur, mere end Lars Barfoeds håndtryk med Margrethe Vestager og diverse personsager.

Det Konservative Folkeparti skal tydeliggøre sin position i det politiske spektrum. Vi er ikke socialister med krav om omfattende statslig regulering. Vi er heller ikke liberalister. Tanker om minimalstaten er ikke groet i den konservative have. For os handler det om balance, bedst udtrykt ved, at staten skal have en størrelse, så den støtter den svage uden at knække den stærke.

I Det Konservative Folkeparti vedkender vi os gud, konge og fædreland. Vi ser vores kultur, traditioner og kristne værdier som fundamentet for det moderne Danmark. Det vil vi værne om, ikke gennem snæversynet nationalisme, men med en åbenhed over for omverdenen, som vi er en integreret del af, og handelsmæssigt stærkt afhængig af.

Vi skal benytte vores position til at fremsætte klare og velunderbyggede forslag til løsningen af samfundets udfordringer og problemer. Vi skal gennemføre det i et konstruktivt samarbejde med andre partier. Af temperament er vi resultatorienterede. Vi er ikke sat verden for at råbe højt fra sidelinjen eller i stort opsatte avisannoncer. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder. Jeg er overbevist om, at vi på dette grundlag kan vende tilbagegangen til fremgang for liste C.