Når frihed støder mod frihed

To sager har de seneste uger bragt sindene i kog. Det ene handler om kvinders ret til at amme på offentlige steder, i den konkrete sag på en café. Den anden sag handler om en censor, der med henvisning til sin tro nægter at give hånd til kvindelige eksaminander. Man kan mene, at begge sager hører til i småtingsafdelingen, men de har som nævnt givet anledning til en ganske ophedet debat, og vanen tro forsøger politikere at score points på sagerne. ”Vi ser gerne, at man sikrer retten til at amme, så man ikke må afvise kvinder, fordi de ammer” siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix. Og i Dansk Folkeparti vil man have regeringen til at tage stilling til, om censorer skal have lov til at afvise at give hånd på grund af deres tro.

I begge sager handler det om individuelle frihedsrettigheder samt om disses begrænsninger. I sagen om amning ville den klagende mor have ret til at amme på en café, hvorefter hun blev bedt om at forlade caféen. Omvendt ville café ejeren have ret til at afvise ammende kvinder i caféen under henvisning til andre gæsters blufærdighed. Ligebehandlingsnævnet gav café ejeren medhold, idet café ejeren ikke afviste ammende kvinder, derimod selve amningen, hvilket nævnet anså for at være legitimt begrundet i hensynet til de øvrige gæster. Kvinden har således ikke frihed og ret til at amme i den pågældende café, derimod har hun naturligvis frihed til at boykotte caféen og frekventere andre caféer og restauranter, der tillader amning. Efter min opfattelse en fair og rimeligt afbalanceret afgørelse, der ikke kalder på yderligere lovgivning.   

I den anden sag vil en censor have frihed og ret til at nægte at give hånd til kvindelige eksaminander. Dette stødte en kvindelig studerende, der bad om at få en anden censor, men da tiden var knap, endte det med, at kvinden måtte acceptere den pågældende som censor, og hun har efterfølgende oplyst, at censors optræden ved eksamensbordet var fair, altså bortset fra det manglende håndtryk. Det er i strid med ligebehandlingsloven, hvis det manglende håndtryk kun omfatter kvindelige studerende, og i så fald bør det være en smal sag at få censor til at ændre adfærd. Det kan ske ved, at han giver hånd til alle eller ingen, og det er under alle omstændigheder et problem, som skolerne må løse lokalt, hvilket undervisningsministeren da også meget fornuftigt har peget på.

De fleste af os vægter frihed højt, men en gang imellem glemmer vi, at en stejl fastholdelse af egen frihed og rettigheder er med til at begrænse andres frihed og rettigheder. Der er behov for rummelighed og besindighed, når frihed støder mod frihed. Det er dog ikke lige det, der har kendetegnet de to her nævnte sager.

Statskontrolleret eftersidning!

Dagbladet 10. juni 2013

Skældsordene har været mange efter at Konservative i forhandlingerne om en folkeskolereform fastholdt sit nej til indførelsen af heldagsskolen. Dybt uansvarligt, kalder Dansk Folkeparti det konservative nej. Kritikken kommer fra et parti, der truede med at nedlægge veto, hvis den internationale linje ikke blev droppet i skolereformen. Man må konstatere, at hykleriet og dobbeltmoralen har gode kår i dansk politik.

Men hvorfor det konservative nej til heldagsskolen? Fordi staten dermed sætter sig på væsentlige dele af børnenes fritid, hvorved forældrene og børnene fratages indflydelse og ansvar. Konkret drejer det sig om tiden til de såkaldte lektiecaféer, hvor børnene kan få lavet deres lektier. Det er frivilligt at deltage i lektiecaféerne, men hvis Peter foretrækker at lave lektierne på et andet tidspunkt, så er det ikke sådan, at han kan forlade skolen for at spille fodbold eller gennemføre andre fritidsaktiviteter. Næh, han må pænt blive på skolen, og her skiller vandene.

Det er ud fra en borgerlig, liberal tankegang, hvor frihed og ansvar vægtes højt, simpelthen skridt i den forkerte retning, så meget desto mere som at alle internationale undersøgelser viser, at det er kvaliteten i undervisningen mere end antallet af timer, der skaber den gode skole. Med heldagsskolen undermineres forældrenes og børnenes frihed, valgmuligheder og ansvar, og man kan frygte, at kvantitet får forrang frem for kvalitet.

Det Konservative Folkeparti støtter etableringen af lektiecaféer, ingen tvivl om det. Men hvis den enkelte elev hellere vil klare lektierne derhjemme i fred og ro for at dyrke fritidsinteresser om eftermiddagen, er det helt urimeligt, at hun eller han alligevel skal blive på skolen. Det er simpelthen statskontrolleret eftersidning!

Der er undervisningsministeren, der har ansvaret for at få et forlig på folkeskoleområdet. Hvis dette skal gennemføres i den indeværende folketingsperiode, kræver det seks partiers accept. Det har undervisningsministeren vidst hele tiden ligesom hun har kendt til den konservative modstand mod heldagsskolen gennem hele forhandlingsforløbet. Nu gennemfører hun heldagsskolen med fem partiers accept og forventer samtidigt et konservativt ja. Måske er hun naiv, i hvert fald uprofessionel!