En socialreform, hellere i dag end i morgen

Kronik i DAGBLADET den 30. november 2011 

Vi skal væk fra klynke- og det-er-synd-for-mig-samfundet og stille krav til hinanden som voksne mennesker. Er du arbejdsduelig, skal du også arbejde. 

Et velfærdssamfund kendetegnes ved, at det kerer sig om de borgere, der ikke kan klare sig selv. Det gælder psykisk og fysisk handicappede uden arbejdsevne samt ældre borgere med behov for pleje og omsorg. Sidstnævnte gruppe bliver væsentligt større i de kommende år, og det er en udfordring for samfundet. Udfordringen i at sikre vores psykisk og fysisk handicappede og ældre borgere en værdig hjælp og pleje består simpelthen i at sikre, at der er tilstrækkeligt med penge og arbejdskraft til at løse denne vigtige opgave. Det forudsætter, at andre borgere arbejder for at sikre en tilstrækkelig indtjening til samfundet. I den aktuelle situation er det derfor indlysende vigtigt at få mere gang i beskæftigelsen og få skabt nye arbejdspladser, især i det private erhvervsliv, for det er indtjeningen her, der finansierer velfærdssamfundet. Men det er langtfra gjort med det.

I 2008 ved indgangen til den globale, finansielle krise havde vi i Danmark officielt fuld beskæftigelse med en arbejdsløshed på knap 2 pct. af arbejdsstyrken. Vi havde på dette tidspunkt den højeste beskæftigelse i EU med en beskæftigelsesfrekvens på 78,6 pct. Men ikke desto mindre var der i samme år ca. 730.000 borgere på offentlig forsørgelse, og heri indgår ikke modtagere af SU og folkepensionister. Efterlønsmodtagere og førtidspensionister udgjorde godt halvdelen af de 730.000 borgere, og den anden halvdel omfattede borgere på kontanthjælp, modtagere af syge- og barselsdagpenge og borgere i såkaldt støttet beskæftigelse.

17.000 borgere på førtidspension hvert år!

Så ledigheden i 2008 var ikke på knap 2 pct., snarere omkring 10 pct. Det fortæller noget om vort velfærdssamfund, at vi gemmer en stor andel af de ledige udenfor de officielle ledighedsstatistikker, og det er med til at legitimere, at der er arbejdsduelige borgere, der ikke yder til fællesskabet gennem egen arbejdsindsats. Det er også det indtryk man får, når der tales om afskaffelse af fattigdomsydelser, som skal stille de såkaldt fattige bedre. Men det har aldrig været hensigten, at de sociale ydelser som fx kontanthjælp skulle være permanente, derimod en økonomisk håndsrækning fulgt op af krav om hurtigst muligt at komme i arbejde igen. Dette krav bliver i en række tilfælde ikke opfyldt, heller ikke, når der er mangel på arbejdskraft, som det var tilfældet i 2008.

Der er derfor et stort behov for at reformere det sociale system. Tilbagetrækningsreformen, der begrænser efterlønnen, og dermed gør op med princippet om, at man kan modtage offentlig støtte for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet, er et skridt i den rigtige retning. Det samme gælder dagpengereformen, der i lighed med en række andre europæiske lande er sat ned fra fire til to år. Derudover bør der kigges nærmere på førtidspensionsordningen, eller måske snarere den praksis, der knytter sig til denne. I de sidste par år har ca. 17.000 borgere hvert år fået tilkendt førtidspension svarende til 46 om dagen. Herunder tilkendes unge mennesker med psykiske problemer denne livslange ydelse. Spørgsmålet er, om de mange pensioneringer repræsenterer reel permanent uarbejdsdygtighed? Det store antal skaber berettiget tvivl herom.

Regeringen afskaffer som et led i Finansloven 2012 starthjælp, introduktionsydelse, timeregel og kontanthjælpsloftet. Det er skridt i den forkerte retning, fordi disse ændringer mindsker motivationen hos nogle borgere til at søge arbejde. Rockwoolfonden konstaterede således i 2009, at starthjælpen havde haft en betydelig beskæftigelseseffekt. Ligeledes er der peget på, at fjernelsen af kontanthjælpsloftet betyder, at den ene i et par på kontanthjælp skal tjene over 30.000 kr. om måneden, før det kan betale sig at arbejde. Kort sagt fastholder afskaffelsen af ovennævnte ydelser og begrænsninger flere borgere i ledighed, og det må forudses, at udgifterne bliver noget højere end de ca. 650 mio. kr., som regeringen regner med.

Det skal ikke kunne betale sig at gå ledig frem for at arbejde, for det belaster samfundet økonomisk og dræner det for den arbejdskraft, der er nødvendig for at opretholde velfærden. Derudover skal den ledige, der har tegnet arbejdsløs-hedsforsikring, og får udbetalt dagpenge, være bedre stillet end den ledige, der har fravalgt arbejdsløshedsforsikringen. For hvorfor betale til arbejdsløshedsforsikring, hvis man kan stilles bedre på kontanthjælp? Desuden bør kontanthjælpen være afhængig af, om den ledige selv viser vilje og yder en indsats for at komme i arbejde igen. Det økonomiske incitament skal være en vigtig drivkraft i socialpolitikken.  

Stil klare krav

Der er mange årsager til ledighed. Manglen på ledige jobs, manglende kompetencer hos den ledige og tungere sociale problemer som alkohol- og stofmisbrug, sociale tilpasningsproblemer, familieproblemer, psykiske problemer og sprogproblemer. Ud over en økonomisk håndsretning skal samfundet hjælpe til med at få bragt de ledige i arbejde igen, i form af job-, uddannelses- og behandlingstilbud. Den ledige skal mødes med respekt, tillid og gedigen rådgivning og coaching, men også med klare krav om selv at yde en indsats for at komme ud af problemerne, for ellers nytter det ikke noget. Derfor bør kontanthjælpen differentieres ud fra, om den ledige selv yder en indsats. D.v.s. lavere kontanthjælp til den, der møder problemerne med ligegyldighed. Derimod bør ressourcerne ikke spildes på rigide kontrolregler, pipfuglekurser og lign., men fortløbende opfølgningssamtaler og rådgivning for at sikre, at udviklingen går i den rigtige retning.

Fortsatte reformer

Der er behov for fortsatte reformer i vort sociale system. Først og fremmest må vi kræve, at de officielle ledighedsstatistikker medtager alle arbejdsduelige borgere, og ikke kun en begrænset andel af disse. Lad os få syn for sagen og ikke feje problemerne ind under gulvtæppet. Det skal kunne betale sig at arbejde frem for at gå ledig. Ledighedsydelsen skal være en hjælp til selvhjælp, og ikke en permanent ydelse. Vi skal gøre op med det klientgørende samfund, der fastholder borgere i det sociale system. 

Vi skal væk fra klynke- og det-er-synd-for-mig-samfundet og stille krav til hinanden som voksne mennesker, herunder et klart krav om, at når du er arbejdsduelig, så skal du også arbejde. Det kræver som nævnt, at vi får mere gang i beskæftigelsen og skabt nye arbejdspladser. Det er i virkeligheden den mest effektive socialpolitik. Men som erfaringen også viser, er det ikke gjort med det. Der skal en socialreform til, hellere i dag end i morgen. 

Fantasi- og perspektivløs finanslov

Indlæg i DAGBLADET den 22. november 2011

Det nytter ikke at opkræve flere skatter og afgifter og øge det offentlige forbrug. Der skal reformer til.

Pengene til vort velfærdssamfund tjenes i det private erhvervsliv. Det er i det private erhvervsliv, at der skal skabes mere beskæftigelse for at få bugt med den omfattende arbejdsløshed. I den aktuelle krise burde alle derfor være optaget af, hvordan vi styrker indtjeningen i det private erhvervsliv og får skabt nye arbejdspladser til gavn for de mange ledige. I forhold hertil er Finansloven 2012 flere skridt i den forkerte retning.

For det første ophæves skattestoppet, og det i forvejen rekordstore skatte- og afgiftstryk øges med 5 mia. kr. Det betyder, at det private forbrug mindskes og at private virksomheder pålægges yderligere omkostninger i form af nye og forhøjede afgifter. Det gavner ikke det private erhvervsliv, måske lige bortset fra butikker som Calle, Duborg og Fleggaard lige syd for grænsen, der kan se frem til øget omsætning som følge af afgifterne på vin, øl, slik og chokolade.

Smalhals i dagligdagen

Der er således dømt yderligere smalhals for den almindelige dansker, men til gengæld ikke i det offentlige forbrug, der øges kraftigt på en række områder som sundhed, forskning, uddannelse, vuggestuer og børnehaver. Hertil kommer fjernelse af loft på børnecheck og kontanthjælp samt bortfald af introduktionsydelse og starthjælp. Tilbagerulning kalder regeringen det. Resultatet er et kraftigt forøget pengeforbrug, og med de udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor, holder det ikke på den lange bane.

Regeringen vil kickstarte den danske økonomi ved i 2012 at fremrykke investeringer for 5,5 mia. kr. til renovering af almennyttige boliger. Men når man samtidig svækker det private erhvervsliv og det private forbrug gennem øgede skatter og afgifter, vil det blive en noget forkølet kickstart, et lille bøvs uden væsentlig virkning i betragtning af den dybe krise, som europæisk økonomi befinder sig i.

Det nytter ikke at opkræve flere skatter og afgifter og øge det offentlige forbrug. Der skal reformer til. Reformer i den offentlige sektor, reformer i de sociale ydelser, der sikrer flere aktive og færre passive borgere, reformer, der skaber de bedst mulige rammebetingelser for det private erhvervsliv, der skal tjene pengene, skabe arbejdspladserne og sikre velfærden.

I denne sammenhæng er Finansloven 2012 et udtryk for socialdemokratisk og socialistisk vanetænkning med et klart fravær af både fantasi, perspektiv og fremdrift. 

Fra håndværkertilbud til ruin!

Håndværkertilbud kaldte finansminister Bjarne Corydon (S) arrogant statsunderskuddet på 85 mia. kr. med henvisning til den tidligere regerings finanslovforslag for 2012. Nu stiller han selv med et forslag med et underskud på 96 mia. kr., og skal man følge finansministerens retorik, må dette forslag i så fald nærmest betegnes som en ruin.

Det er et finanslovsforslag, der ophæver skattestoppet, og som øger skatte- og afgiftstrykket med ca. fem 5 mia. kr. I første omgang. For forslaget indeholder udgifter, der vil accelerere langt ud over det, der er afsat i forslaget. Det gælder fx afskaffelsen af introduktionsydelse, starthjælp og fjernelse af kontanthjælpsloft, der vil fastholde flere i ledighed, og som kombineret med lettelserne i indvandrerpolitikken vil tiltrække flere indvandrere med et socialøkonomisk behov. Menneskene søger nu engang derhen, hvor græsset er grønt.

Den af regeringen lancerede godhedsindustri omfatter en række andre udgiftskrævende tiltag, som blot er en tilbagerulning af de tiltag, som den tidligere regering indførte for at få styr på økonomien. Loftet på børnechecken fjernes, egenbetalingen på fertilitetsbehandling fjernes, ulandsbistanden øges, blot for at nævne nogle eksempler. Tilbagerulninger og et kraftigt forøget pengeforbrug, men ingen reformer. Det er fantasiløst, og med de udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor, holder det ikke på den lange bane.

Regeringen vil kickstarte økonomien ved i 2012 og 13 at bruge i alt 18,7 mia. kr. på offentlige anlægsarbejder. Det er for så vidt positivt at iværksætte aktiviteter for at øge beskæftigelsen, men de økonomiske vismænd opfordrer til at udvise forsigtighed. Vismændene fremhæver således, at den internationale gældskrise kan udvikle sig endnu mere negativt, og i så fald er der ikke længere penge til at stimulere økonomien. Med kickstarten satser regeringen så at sige hele butikken, og det forekommer ikke at være særligt klogt eller velovervejet.

Er der da slet ikke positive elementer i finanslovsforslaget? Jo da. Det er positivt, at der tilføres psykiatrien flere penge, at multimedieskatten fjernes og at BoligJobplanen med håndværkerfradrag videreføres i 2012, men som helhed er finanslovforslaget uantageligt. Det fjerner skattestoppet og åbner op for nye verdensrekorder i skatte- og afgiftstryk. De første 5 milliarder er annonceret, men det vil langtfra være de sidste. Jeg tipper et underskud på statsfinanserne i 2012 på over 100 mia. kr., og det vil i sig selv begrunde nye skatter og afgifter.

Hertil kommer, at regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, uden tvivl også skal have sit skålpund kød for at stemme for Finansloven. Med de mange tilbagerulninger og det øgede skatte- og afgiftstryk er det ikke et finanslovsforslag, der har til hensigt at vinde borgerlig tilslutning. Vi vil undgå blokpolitik og samarbejde bredt, sagde regeringen ved dens tiltrædelse. Et Danmark, der står sammen. Med finanslovsforslaget må det konstateres, at også det er retorik uden substans. Tomme tønder, der buldrer!