Pengene tilhører borgerne – ikke staten!

Indlæg i Dagbladet 28. juni 2012

Staten tager fra de fattige og giver til de rige. Denne påstand blev til bevidstløshed gentaget før folketingsvalget med henvisning til VK-regeringens skattereformer i 2004, 2007 og 2010. Nu gentager venstrefløjen atter påstanden med en indignation og vrede, så man skulle tro, at vi er tæt på verdens undergang.

Samtidig diskuteres det, om en skattereformaftale med Enhedslisten kunne have givet mere velfærd. Dette på baggrund af statsministerens udtalelse om, at den aftalte reform med V & K giver flere penge til velfærd end en aftale med Enhedslisten. Dette bestrides af en række økonomer, der mener, at den skitserede aftale med Enhedslisten ville give mere velfærd.

Ovenstående postulater bygger imidlertid på forkerte præmisser. At staten tager fra de fattige og giver til de rige, bygger på en opfattelse af, at de penge vi tjener via løn eller anden indkomst, tilhører staten. Det er simpelthen forkert. De penge, som borgerne tjener, tilhører borgerne, ikke staten. Lad det være slået fast med syvtommersøm.

Derfor er der ikke tale om at give, derimod om, at borgerne beholder en større andel af egne, i ansigts sved tjente, penge. De selvsamme borgere giver en andel af pengene til borgere på overførselsindkomster. At en lavere regulering af overførselsindkomsterne fra 2016 betegnes som tyveri, er simpelthen proportionsforvrængning, så det batter.

Det er heller ikke korrekt, at den indgåede skatteaftale giver mindre velfærd. Staten har nemlig ikke patent på velfærd. Velfærd er først og fremmest noget, der skabes i familierne, og det siger sig selv, at jo flere penge, folk har til rådighed efter at skatten er betalt, desto flere muligheder giver det med hensyn til at betrygge og berige familiens tilværelse.

Venstrefløjens ophidsede retorik bygger på krav om et samfund, hvor alle skal være lige i materiel henseende. Det burde ellers stå indlysende klart, at sådanne samfund avler armod, ikke rigdom. Jeg vil derfor anbefale venstrefløjen at tage fat på historielæsningen om de østeuropæiske samfund før murens fald i 1989.

Skrål og skrig løser ikke Danmarks udfordringer. Venstrefløjen opfører sig som barnet i supermarkedet, der ikke må få slik. Derfor et godt råd: Se nu at blive voksne!  

Et skridt i den rigtige retning

Indlæg i Dagbladet den 25. juni 2012

Skattereformaftalen mellem regeringen, Venstre og Konservative løser langtfra alle Danmarks problemer og udfordringer. Men reformen er et skridt i den rigtige retning, fordi den gør det mere attraktivt at arbejde frem for at gå ledig, og det er et væsentligt element i at få flere i beskæftigelse og få løst problemerne med den alt for store ledighed.

Der er i reformen fortsat knaster, som Konservative gerne havde været foruden. Men et par af de værste blev fjernet. Frem til 2020 sker der ingen ændringer i boligejernes vilkår, og folkepensionens grundbeløb fastholdes for alle. Desuden får folkepensionister samme forøgelse af topskattegrænsen som alle andre. Altså væk med den urimelige aldersdiskriminering, som regeringens udspil lagde op til. 

Venstrefløjens reaktion på aftalen er vrede, harme og forargelse. Man stjæler fra de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagerne, lyder det fra Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Det er en fantastisk påstand uden bund i realiteterne. Aftalen betyder, at overførselsindkomsterne fra 2016 reguleres med en lavere sats, men bevarer deres købekraft. Argumentet er, at når lønmodtagerne udviser løntilbageholdenhed, så må det også gælde for overførselsindkomsterne.

Men sådanne argumenter preller af på kommunisterne i Enhedslisten og den øvrige venstrefløj, der er manisk optaget af at skabe lighed for enhver pris. Man er bedøvende ligeglade med om det gavner samfundet, og man er i virkeligheden hamrende usolidariske med den arbejdende befolkning, der finansierer velfærdssamfundet. Det er på denne baggrund tankevækkende, at ca. 10 % af vælgerne ifølge meningsmålingerne vil stemme på Enhedslisten.

Skattereformaftalen har afsløret, at regeringen hviler på et særdeles skrøbeligt fundament. Der er lang vej fra Det Radikale Venstres liberale, økonomiske politik til SFs socialistiske ditto.  Og endnu længere til Enhedslistens forskruede fantasier om lighed og DDR-økonomi.

Finanslovsforhandlingerne i efteråret vil vise, om Enhedslistens reaktion på skattereformen er mundsvejr, eller om der er realiteter bag truslen om at vælte regeringen.

Forhåbentligt det sidste, for regeringen vil ikke være i stand til at fortsætte reformkursen og gennemføre de nødvendige reformer, der styrker erhvervslivets konkurrenceevne og begrænser de offentlige udgifter. Skattereformaftalen har svækket regeringen. Det understreger uroen og utilfredsheden internt i regeringen og i dens parlamentariske bagland ganske klart.