Modificer Racismeparagraffen

I en kronik i Jyllandsposten den 22. januar slår partiformand Lars Barfoed og retspolitisk ordfører Tom Behnke til lyd for, at den såkaldte racismeparagraf, § 266b i Straffeloven, gås efter i sømmene. Dette med den begrundelse, at der efterhånden tegner sig et mønster,hvor politisk ukorrekte ytringer snarere end egentlig racistiske udtalelser politianmeldes.

Det er jeg enig i. Der er mange eksempler på, at paragraffen bruges (misbruges) til at politianmelde borgere, der fremkommer med generaliserende udtalelser, typisk om indvandrere. Sådanne udtalelser bør først og fremmest imødegås med argumenter, ikke med politianmeldelser, for det udhuler ytringsfriheden. Og fordi politianmeldelserne i et forsøg på at lukke munden på andre ganske enkelt kortslutter den nødvendige demokratiske debat. 

Racismeparagraffen blev vedtaget Folketinget i 1971, dette med baggrund i FNs konvention om afskaffelse af racediskrimination fra 1965, og den lyder således: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Paragraffen blev oprindeligt indført i 1939 for at forhindre hatespeech mod jøderne, og omfattede dengang begreberne tro, afstamning eller statsborgerforhold. I 1987 blev paragraffen udvidet til også at omfatte seksuel orientering, og paragraffen blev suppleret med et stk. 2 i 1995, hvor propagandavirksomhed blev betragtet som en skærpende omstændighed.

Jeg er ikke tilhænger af, at racismeparagraffen afskaffes, men at den modificeres. Hadefulde angreb på de i paragraffen anførte grupper, med indirekte eller direkte trusler, eller/og hvor der opfordres til forfølgelse af sådanne grupper, bør fortsat være strafbart, og jeg er ligeledes enig i, at det er en skærpende omstændighed, når sådanne ytringer sker i propagandaøjemed.

Derimod bør forhånelser, nedværdigelser eller andre generaliserende udtalelser være tilladte og altså ikke omfattet af Straffeloven. Ikke fordi jeg støtter eller er enig i sådanne udtalelser, men fordi jeg mener, at de bør være omfattet af ytringsfriheden, og altså imødegås med argumenter, ikke med politianmeldelser.   

En anden omdiskuteret straffelovsparagraf er nr. 140, den såkaldte blasfemiparagraf, der straffer den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Paragraffen er en gammel svend med 128 år på bagen. Den blev indført i 1886. Som en konsekvens af ovenstående mener jeg, at paragraffen bør udgå.

Der er sikkert dem, der vil hævde, at sådanne ændringer er i strid med FN’s konvention om afskaffelse af racediskrimination. Det mener jeg ikke. Derimod vil ændringerne være i tråd med Artikel 19 i FN’s menneskerettigheds-konvention fra 1948: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Nu samarbejder V og Dansk Folkeparti med Enhedslisten

Roskilde Avis 16. januar 2014

Konstitueringsforhandlingerne efter kommunalvalget har fået et efterspil, idet Socialdemokraterne er gerådet i klammeri med Dansk Folkepartis Merete Dea Larsen om honoreringen af næstformandsposten i Roskilde Forsyning. Dette slagsmål vil jeg ikke blande mig i, bortset fra at jeg som vand- og fjernvarmebruger må konstatere, at 100.000 kr. for en næstformandspost forekommer at være klart i overkanten.

Derimod er forløbet af konstitueringsforhandlingerne et godt eksempel på politikere, der siger ét før valget, og gør noget helt andet efter valget. Før valget indgik Det Konservative Folkeparti budgetforlig med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Det blev man i Venstre og Dansk Folkeparti meget fortørnede over. Venstre løb fra en skriftlig aftale om et teknisk valgforbund, og Dansk Folkepartis Merete Dea Larsen udtalte i forbindelse hermed til Roskilde Avis, ”at en stemme på Det Konservative Folkeparti er en stemme på de to røde partiers politik”, altså Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Det var før valget.

Efter valget indgik Venstre og Dansk Folkeparti en konstitueringsaftale med den yderste venstrefløj i byrådet, Enhedslisten. En konstitueringsaftale har til formål at opnå så mange pladser i udvalg, råd, nævn og bestyrelser som muligt, og det er der for så vidt intet forkert i. Med aftalen mellem de tre partier sikres det, at også Enhedslisten opnår maksimal indflydelse i udvalg, råd og nævn m.v. Men hvor det altså FØR valget blev anset for en nærmest kættersk handling, at Konservative samarbejdede med de førnævnte røde partier, så har Venstre og Dansk Folkeparti EFTER valget ingen problemer med at samarbejde med det revolutionære Enhedslisten. Det er da tankevækkende.

For at genbruge Merete Dea Larsens retorik fra før valget: En stemme på Venstre og Dansk Folkeparti har efter valget vist sig at være en stemme på Enhedslisten!