Lighedens følgesvend er fattigdom

Winston Churchill: ”Kapitalismens nedarvede last er den ulige fordeling af goderne, socialismens nedarvede dyd den lige fordeling af elendigheden”.  

Den danske venstrefløj er travlt beskæftiget med at påpege ulighederne i samfundet og kræve mere lighed. Det sker ved hjælp af modeller, der måler ligheden – eller uligheden om man vil – i samfundet. Fx definerer OECD fattige som borgere, der har en indkomst på under 50% af den midterste disponible indkomst i befolkningen. EU opererer med 60%, og så er der Gini-modellen opkaldt efter den italienske statistiker Corrado Gini, der opererer med en koefficient, hvor værdien 1 udgør den maksimale ulighed og 0 den optimale lighed.

Fælles for disse relative fattigdomsmodeller er, at de måler lighed og ulighed og ikke fattigdom. Modellernes anvendelse på Nordkorea ville give en stor grad af lighed selvom befolkningen dér lever på sultegrænsen. Eller tag den nu hedgangne arbejder- og bondestat DDR. Også her ville modellerne pege på stor lighed, selvom befolkningen dér levede i stor fattigdom og armod. Bortset fra partipamperne, som Ole Sohn rendte rundt og kyssede og krammede, når der var kammeratlig sammenkomst i det kommunistiske paradis.

Det kan på denne baggrund undre, at den danske venstrefløj går så meget op i, at alle skal være lige, og man må spørge sig selv, om denne fløj er totalt udvidende om de historiske kendsgerninger. Der findes ikke et eneste eksempel på, at lighed har skabt et rigt samfund, derimod talrige eksempler på, at lighedens følgesvend er fattigdom, armod og håbløshed. Det er ikke så underligt. Et samfunds velstand beror nemlig på initiativrigdom, dygtiggørelse og flid, og den opnår man kun ved at belønne disse egenskaber. Det skaber ulighed, for ikke alle er lige initiativrige, dygtige eller flittige.

Er målet for et samfund da ulighed, kunne man spørge. Svaret er, at et ordentligt samfund tilstræber lige muligheder for alle, men også anerkender den ulighed, der består i, at nogle formår at udnytte disse muligheder bedre end andre, gennem arbejdsomhed, flid og dygtighed. Et ordentligt samfund sørger også for et socialt sikkerhedsnet for de borgere, der af den ene eller anden grund, midlertidigt eller permanent, har svært ved at forsørge sig selv. Men det forudsætter netop, at samfundet formår at skabe velstand.

Derfor er et ordentligt samfund også stærkt optaget af at skabe rammerne for fuld beskæftigelse. Det er nemlig den mest effektive socialpolitik, men kun under forudsætning af, at nye jobs primært skabes i de private virksomheder. Nationalisering af virksomhederne, som venstrefløjen også drømmer om, (og som er forudsætningen for lighed) er ligeledes vejen til mindre velstand og mere fattigdom. Men måske er socialisterne, når det kommer til stykket, bedøvende ligeglade med fattigdommen, bare ligheden øges. Sådan som det også var ovre øst på før murens fald i 1989. 

Har du snorksovet, Astrid Krag?

Debatindlæg i DAGBLADET den 25. oktober 2011

Der blev ikke mange hvedebrødsdage for den nye regering, anfører sundhedsminister Astrid Krag (SF) i et indlæg i DAGBLADET den 22. oktober. Hun tilføjer, at den økonomiske situation er alvorlig efter det hul, som VKO har slået i kassen med ufinansierede skattelettelser. Det virker nærmest som om det er overraskende for sundhedsministeren, at der ikke er penge til at indfri de mange valgløfter, S og SF kom med før og under valgkampen.

Der er nemlig ikke noget nyt i, at der er et hul i statskassen på ca. 85 mia. kr. Det var kendt stof både før og under valgkampen, men det afholdt dog ikke Astrid Krag og hendes partikammerater fra at udstede det ene gyldne valgløfte efter det andet. Der skulle ikke ligge patienter på sygehusenes gange, der skulle maksimalt være 30 minutters ventetid på skadestuerne, der skulle tilbydes gratis sundhedstjek til folk på 40, 50 og 60 år, der skulle indsættes flere lægeambulancer i yderområderne, og borgere med de laveste indkomster skulle tilbydes et gratis tandlægetjek. O.s.v. O.s.v.

Har du snorksovet?

Når sundhedsministeren derfor – efter valget – giver den forklaring, at der ikke er penge til at indfri de mange valgløfter, så har hun enten snorksovet i timen eller også taler hun mod bedre vidende. Mon ikke realiteten er, at S & SF i forhandlingerne om et regeringsgrundlag har siddet overfor en stålsat Margrethe Vestager, der har krævet økonomisk realisme som forudsætning for at indgå i regeringen. En realisme, som andre også efterlyste i valgkampen, men som bl.a. af selvsamme Astrid Krag dengang blev udlagt som ren skræmmekampagne.

Det er fair nok i regeringsforhandlinger at måtte give afkald på valgløfter, når flere partier skal danne regering. Og der forsvandt mange valgløfter i forligstågerne i det sorte tårn på Amager. Det ville klæde sundhedsministeren at give dette som begrundelse for manglende indfrielse af valgløfterne frem for at give underskuddet i statskassen skylden. For det har som nævnt været der længe, og det kan derfor ikke komme som en overraskelse. På denne baggrund er sundhedsministerens forklaring ikke troværdig, snarere lidt pinlig og ynkelig.

Når ideologi bliver til idioti!

Den nye regering vil fjerne skattefradraget for private sundhedsforsikringer. Jeg er principielt enig i, at der ikke skal gives fradrag for sundhedsforsikringer. I stedet bør skattetrykket lettes, men det er jo ikke lige det, regeringen har til hensigt med fjernelsen af fradraget. Den går efter et ideologisk opgør med privathospitalerne, og det er jo en helt anden sag.

Regeringens forslag stammer fra Fair Løsning, hvor fjernelsen af fradraget blev indtægtsført med 700 mio. kr. Men man glemte, at fjernelsen af fradraget også har en udgiftsside. Den opstår hvis nogle af de forsikrede opsiger sundhedsforsikringen, og derfor fremover skal behandles på de offentlige sygehuse frem for i privat regi.     

Dansk Sundhedsinstitut (DSI) har med baggrund i lignende forløb i England og Australien anslået, at op mod halvdelen af de forsikrede vil opsige sundhedsforsikringen, når fradragsretten fjernes. Det svarer til godt 500.000 forsikringstagere. Det betyder, at halvdelen af de behandlinger, som i dag udføres i privat regi, fremover skal udføres af det offentlige sundhedsvæsen.

Dermed belastes de offentlige sundhedsvæsen med halvdelen af de udgifter, der hidtil har været knyttet til den private sundhedsforsikring. I 2009 udgjorde udgifterne 1,3 mia. kr. og i 2010 1,1 mia. kr., jf. tal fra Forsikring & Pension. Det betyder, at man påfører det offentlige en udgift i størrelsesordenen 600 mio. kr., og dermed er den økonomiske effekt ved at fjerne fradraget meget begrænset.

Men det spiller ikke den store rolle for regeringen, for der er som sagt tale om et ideologisk opgør. Måske bedst udtrykt af den socialdemokratiske formand for regionerne, Bent Hansen, der oplyser, at alle skal ind i den samme kø, det offentlige skal behandle alle patienter, og ingen skal forrest i køen på grund af sundhedsforsikringer.

Det sidste er noget vrøvl, fordi ingen patient med sundhedsforsikring kommer foran i køen på de offentlige sygehuse. Tværtimod aflastes køerne på de offentlige sygehuse ved at en række patienter med sundhedsforsikringer behandles på de private sygehuse. Men det spiller tilsyneladende ingen rolle i det ideologiske felttog mod privathospitalerne.

Men ellers klar tale af regionernes formand, der dog undlader at oplyse, at køen bliver længere. Regeringen vil nemlig droppe behandlingsgarantien for en lang række sygdomme med tabte arbejdsdage og tabt livskvalitet for den enkelte til følge. Det bliver nemlig resultatet af regeringens sundhedsmanøvrer. Køerne til de offentlige sygehuse vil vokse.

Opnår man så den lighed, som Bent Hansen efterlyser? Hvis DSI’s analyse holder, er svaret nej. For så vil der fortsat være en halv million borgere, der betaler for en privat sundhedsforsikring, og det vil vel og mærke være de mest vellønnede. Så med fjernelsen af fradraget på sundhedsforsikringer bidrager regeringen til øget ulighed, stik modsat intentionerne.

Lighed opnås først, hvis privathospitalerne går neden om og hjem som følge af regeringens sundhedspolitik. Det vil til gengæld øge ventetiderne på behandlinger og operationer yderligere, og vi vil være slået tilbage til 1990’erne med lange ventetider, til gengæld venter vi alle lige længe på behandling eller operation. Sådan går det, når man vil presse alle ned i sko nr. 37!

Summa summarum: Regeringens sundhedspolitik skaber øget ulighed, længere ventetider og påfører samfundet flere udgifter end indtægter. Det er et godt eksempel på hovedløst lighedsmageri og ligeledes et godt eksempel på ideologi, der bliver til idioti!

Grundloven sikrer ikke ytringsfriheden

Hvert år den 5. juni fejrer vi Grundloven og dens beskyttelse af vores frihedsrettigheder, herunder at vi har ytringsfrihed her til lands. Men det er en sandhed med modifikationer. Fx er den i Grundloven hjemlede ytringsfrihed flere gange blevet begrænset siden 1953, hvor den nuværende grundlov blev vedtaget.

Grundloven foreskriver i §77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Og det tilføjes, at censur og andre forebyggende forholdsregler ingensinde på ny kan indføres. Men det skete alligevel i 1971, da Folketinget vedtog den i Straffeloven såkaldte racismeparagraf (266b), der forbyder trusler, forhånelser eller nedværdigelser af grupper på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse og tro. Vedtagelsen skete på baggrund af FN’s konvention om afskaffelse af racediskrimination.

Paragraffen, der oprindeligt blev indført i 1939 for at forhindre hatespeech mod jøderne, blev i 1987 udvidet til at omfatte grupper med en bestemt seksuel orientering, og i 1995 blev det vedtaget som en skærpende omstændighed, hvis trusler, forhånelser og nedværdigelser sker som et led i propagandavirksomhed. Skærpelsen blev gennemført for at forhindre nynazister i at sprede nazistisk propaganda.

Der er intet til hinder for, at et folketingsflertal kan vedtage nye begrænsninger i vores ytringsfrihed, dette ved at supplere Straffeloven med nye bestemmelser og skærpelser. Man kan så have det synspunkt, at det er Folketingets flertal, der giver den demokratiske sikkerhed, og man kan med salig Viggo Hørup mene, at der intet er over eller ved siden af Folketinget.

Men Grundlovens frihedsrettigheder skal beskytte os mod overgreb fra statsmagten, der jo netop kendetegnes ved, hvad et folketingsflertal beslutter. Denne beskyttelse yder den nuværende grundlov ikke, og derfor bør det være et krav til en ny grundlov, at såvel ytringsfriheden som dens begrænsninger indskrives i selve loven. Det indebærer, at eventuelle nye begrænsninger eller ændringer i denne grundlæggende frihed vil kræve en grundlovsrevision med efterfølgende folkeafstemning.

Man kan hævde, at en sådan praksis vil være uhensigtsmæssig i forhold til samfundsudviklingen og de internationale relationer, som de kommer til udtryk i bl.a. FN, hvor nye konventioner kan nødvendiggøre ændringer, som det var tilfældet i 1971. Synspunktet kommer også til udtryk i nogles ønske om, at det skal være lettere at gennemføre en grundlovsændring end i dag, hvor det kræves, at mindst 40% af alle stemmeberettigede stemmer ja, før en grundlovsændring kan vedtages.

Men ytringsfriheden er en af de dyrebareste rettigheder, vi har. Den skal grundlovssikres ordentligt, og den skal kun kunne ændres, hvis der i befolkningen er en bred opbakning til en sådan ændring, d.v.s. mindst 40% tilslutning. For netop heri består grundlovssikringen, også af ytringsfriheden.

Grundlovskommission til ære for De Radikale

Det var venstremanden I.C. Christensen, der ved grundlovsændringen i 1915 fik gennemført, at Grundloven kun kan ændres, hvis 45% af alle stemmeberettigede er for en grundlovsændring. Det blev ved Grundloven af 1953 ændret til 40%, men det ændrer ikke afgørende ved, at en grundlovsændring kræver bred og aktiv opbakning i befolkningen, og netop deri ligger beskyttelsen af vores grundlovssikrede rettigheder, hvilket da også var I.C. Christensens synspunkt. Nidkære partier og politikere skulle ikke uden videre kunne ændre på rigets fornemste lov.

Kravet om en bred og aktiv befolkningsopbakning forudsætter også, at der i Folketinget er bred enighed om behovet for grundlovsændringer samt enighed om ændringerne. For i modsat fald har et ændringsforslag ikke en kinamands chance for at opnå den nødvendige tilslutning i befolkningen. Det betyder også, at der skal udvises betydelig politisk snilde, takt og godt håndværk for at få gennemført en grundlovsændring. En sådan udviste statsminister Erik Eriksen i 1953, da han fik samlet de toneangivende partier omkring et grundlovsforslag, som efterfølgende opnåede de 45% opbakning i befolkningen, som på daværende tidspunkt krævedes.

Nu lægger den nye regering op til en omfattende revision af Grundloven, og den har besluttet at nedsætte en grundlovskommission. Men allerede inden den er nedsat, er projektet dødfødt, for regeringen udviser ikke den nødvendige politiske snilde, men tramper rundt som en elefant i en glasbutik. For allerede inden kommissionens nedsættelse og drøftelse med de øvrige partier, har regeringen spillet ud med sine ambitioner for en ny grundlov. Herunder skal Kongehusets formelle magt indskrænkes betydeligt og nærmest skrives ud af Grundloven, hvis man følger den radikale grundlovsordfører, Zenia Stampe, der betegner Det Radikale Venstre som et republikansk parti.

Allerede med denne melding er projektet dødfødt fra start, og Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti er da også afvisende overfor regeringens forslag om en kommission. Til gengæld har det givet en interessant debat i Det Radikale Venstre, hvor partiformand og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager afviser, at partiet er republikansk. Derimod er partiets gruppeformand, Marianne Jelved, helt enig i, at partiet er det. Den interne strid i Det Radikale Venstre umuliggør naturligvis yderligere hele projektet, og en grundlovskommission må således betragtes som et forum for De Radikale, der kan bruge den til at finde ud af, om partiet er republikansk eller ikke.

Regeringspartiernes bastante meldinger om indholdet i en ny grundlov blokerer for en revision, og det er ærgerligt. Fordi der er behov for ændringer, ikke mindst i forhold til de højt besungne grundlovssikrede frihedsrettigheder, der gennem årene er blevet udhulet gennem anden lovgivning. Det gælder fx § 72 om boligens ukrænkelighed, § 73 om ejendomsretten og § 77 om ytringsfriheden. Her kunne regeringspartierne have lagt op til en principiel diskussion frem for at spille ud med en på forhånd dødfødt diskussion om, hvorvidt Danmark skal være et monarki eller en republik. Så der er ikke høje karakterer til regeringen for hverken den tekniske eller kunstneristiske udførelse i spørgsmålet om en grundlovsrevision. 

Et danmark, der står sammen?

S-R-SF præsenterede i går det længe ventede regeringsgrundlag, som man selvsmagende kalder ”Et Danmark, der står sammen”, også af den nye statsminister på gårsdagens pressemøde udtrykt som ”hele Danmarks regering”, og det kan kun forstås sådan, at det har den tidligere regering ikke været. Det er en videreførelse af den stærkt proportionsforvrængende retorik, der betegner VK-perioden som ”de ti mørke år”, hvor man nærmest får opfattelsen af, at Danmark har været underlagt en fremmed besættelsesmagt.

Det er ikke det bedste grundlag for at føre politik hen over midten, og ved en gennemlæsning af det 76 sider lange regeringsgrundlag får man også indtrykket af, at gennemførelsen af væsentlige dele af den angivne politik kun kan ske indenfor den blok, der udgør eller støtter regeringen, d.v.s. regeringspartierne og Enhedslisten. Det er nemlig en regering, der lægger op til en kraftig forøgelse af de offentlige udgifter samt højere skatter og afgifter, og det vil næppe blive mødt med forståelse eller accept af oppositionspartierne. Så sandsynligheden taler for, at blokpolitikken videreføres, blot med et andet flertal end før folketingsvalget.

Den nye regering lægger op til at kickstarte dansk økonomi ved at fremrykke en række offentlige investeringer i jernbaner, cykelstier og veje, renovere skoler, give nedslidte boligområder et tiltrængt løft og investere i kommunerne og regionerne. Derimod stækkes det private forbrug bl.a. gennem afgiftsforhøjelser og andre reguleringer som betalingsring og bortfald af fradrag for sundhedsforsikringer.  

Afgiftsforhøjelserne omfatter øgede skatter og afgifter på cigaretter, øl, vin, sukker, fedt og anden usund mad, og i butikkerne lige syd for den dansk/tyske grænse, Fleggaard, Duborg og Calle og hvad de ellers hedder, må de juble over den danske dårskab og over udsigterne til en kraftig forøgelse af den i forvejen høje omsætning.

Man vil gennemføre en række reformer af bl.a. aktivering, kontanthjælp, fleksjob og førtidspension, og det lyder for så vidt fornuftigt nok. Men i disse indgår, at man vil afskaffe starthjælp, kontanthjælpsloft samt varighedsbegrænsning på sygedagpenge med den hensigt at skabe mere lighed, og man må derfor formode, at de sociale udgifter eksploderer.   

Man vil ændre på udlændingepolitikken. Her har De Radikale fået afsat nogle ganske kraftige fodaftryk mens Socialdemokraterne er løbet fra løfterne om en stram udlændingepolitik. Der blødes kraftigt op på reglerne om familiesammenføringer, og det betyder sandsynligvis øget indvandring og stigende sociale udgifter.

Man angiver en helhedsløsning, der bl.a. bygger på trepartsforhandlinger og ret overraskende en fuldt finansieret og socialt afbalanceret skattereform, der markant nedsætter skatten på arbejde. Det undrer såre, at det ikke er anvist, hvordan denne skattereform skal finansieres. Der er trods alt tale om mange milliarder kroner, der skal flyttes til andre indtægtsområder. Man vil ikke pille ved boligskatterne eller rentefradraget, oplyses det. Er det bluff, eller er den annoncerede reform ægte varm luft til ære for De Radikale?     

Hertil kommer trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter med det formål at øge arbejdsudbuddet og den danske konkurrenceevne, og man lægger ligeledes op til at modernisere den ofte fremhævede danske model, men hvordan det skal forstås, oplyses der intet om. Øget konkurrenceevne indebærer, at arbejdsgivernes omkostninger nedbringes eller holdes i ro, men spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk, når det kommer til stykket. Fagbevægelsen sidder jo også med ved bordet.

Der er mange pæne intentioner og idealisme i regeringsgrundlaget, og også tiltag, som jeg som konservativ kan støtte. Fx afskaffelse af multimedie- og iværksætterskat, en forstærket indsats overfor psykiatriske patienter samt intentionerne om at indgå et bredt folkeskoleforlig. Men som helhed er regeringsgrundlaget langtfra overbevisende som økonomisk redningsplan for Danmark. Der savnes konkrete svar på centrale områder, og større offentlige udgifter, øgede skatter og afgifter og planøkonomi er ganske enkelt ikke vejen frem for dansk økonomi. 

Ny regering - nye tider?

At kalde regeringsskiftet for et systemskifte, som Jes Dorph Petersen gjorde det på TV2 News, er et udtryk for historieløshed. Et systemskifte betegner væsentlige ændringer i styreformen, og et sådant skete i 1901, da parlamentarismen blev stadfæstet som et grundlæggende princip. Der er således ikke tale om et systemskifte, men et ganske almindeligt regeringsskifte, der dog er historisk af to årsager. Vi fik Danmarks første kvindelige statsminister, og Socialistisk Folkeparti indgår for første gang i en regering.


Det er ikke så interessant, hvem der bliver ministre for hvilke områder. Derimod er det mere relevant, hvilken politik, den nye regering vil føre. Jeg vil dog kommentere to personer. Den ene, Ole Sohn, er udnævnt til erhvervs- og vækstminister i den nye regering. På min nethinde har jeg billedet af Ole Sohn, der i 1989 kyssede en af Europas værste despoter, Erich Honecker. Enhver af os kan naturligvis begå fejl, men den her var stor og tyder på en total mangel på dømmekraft. Selvkritik synes heller ikke at høre til den nyudnævnte ministers stærke sider. Jeg havde nok fundet en anden gebet end den politiske, hvis jeg i den grad havde fejlbedømt et samfund som arbejder- og bondestaten DDR. Ole Sohn pynter derfor ikke som minister i den nye regering.


Den anden person udviste også mangel på dømmekraft, og netop derfor blev han ikke minister. Jeg tænker naturligvis på Henrik Sass Larsen. Jeg håber, at pressen og oppositionen bliver ved med at bore i denne besynderlige sag, der har stor principiel betydning. For tager man Henrik Sass Larsen på ordet, så har PET overreageret og dermed sat snævre grænser for, hvem politikere må omgås, selvom det i sidste instans er en politisk afgørelse, om PETs bemærkninger skal have konsekvenser. Det er en dum sag for den nye regering, og den kan bedst håndteres ved åbent og ærligt at få klarlagt, hvad der er hoved og hale i sagen. 


Regeringens politiske grundlag baseres på et kompromis mellem de tre regeringsbærende partier, sikkert med en let skelen til Enhedslisten, der indgår i regeringens parlamentariske grundlag. Der er allerede fremkommet en del oplysninger om regeringens politik, noget godt, noget skidt, men jeg afventer den officielle præsentation senere på dagen, før jeg begiver mig ud i vurderinger af den nye regerings intentioner og politik.


Jeg vil derfor, med ovennævnte forbehold, ønske den nye regering held og lykke med arbejdet. I dag, den 3. oktober, er det første skoledag for regeringen og en festdag for denne. I morgen bliver det alvor. Vi har fået en ny regering, men har vi også fået nye tider? Det vil vise sig i de kommende måneder.   


      


  

Synspunkter om det konservative valgnederlag

Det sete afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og det skal man have for øje, når man skal prøve at forstå det historisk store valgnederlag for Det Konservative Folkeparti den 15. september 2011. På partiets landsråd i Herning prøvede jeg i lobbyen at samle op på kommentarer og synspunkter om nederlaget, og disse kan opstilles i følgende punkter:

• Det koster stemmer at være det mindste regeringsparti gennem 10 år
• Det har kostet,at Dansk Folkeparti har udgjort det parlamentariske grundlag
• Personsagerne Lene Espersen og Henriette Kjær har kostet stemmer
• Tre partiformænd indenfor få år koster stemmer
• Den manglende styring af de offentlige udgifter har kostet stemmer
• Det kostede, at Lars Barfoed gav håndslag til Marianne Vestager om et bredt samarbejde
• De konservative budskaber i valgkampen manglede sammenhæng og substans
• Lars Barfoed brændte ikke igennem, og han er den forkerte partiformand
• Partiet og Lars Barfoed fik ikke en fair behandling af pressen
• Partiet burde mere offensivt have slået på skattelettelser og reduktion af den offentlige sektor for at matche Liberal Alliance
• Partiet burde have undladt at foreslå skattelettelser i en for landet trængt økonomisk situation  

Kommentarer og synspunkter fra lobbyen. En del af disse er historiske kendsgerninger, og de står ikke til at ændre. Andre er modstridende, og her må den politiske diskussion i partiet afklare den fremtidige politik og linje. 

Så er der håndslaget til De Radikale. Dårlig timing, var der nogen, der sagde, og andre, at man aldrig burde have givet det, fordi det skabte forvirring omkring partiets position. Jeg synes, at det var rigtigt at give håndslaget, men må også erkende, at det ikke gav fremgang i meningsmålinger eller i valgresultat.

Der er også synspunkter, der er farvet af, om man kan lide Lars Barfoed eller ikke. Fakta er, at Lars Barfoed blev genvalgt med akklamation, og personligt er jeg tryg ved, at vi har en rolig, troværdig og kompetent formand for partiet.

Så er der synspunktet om pressens andel i valgnederlaget. Det holder ikke. Partiet fik gennemgående en fin omtale og en fair behandling af pressen, både i aviser, radio og TV.

Tilbage står et synspunkt: At de konservative budskaber manglede sammenhæng og substans. Det forklarer langtfra hele valgnederlaget, men det er da i det mindste et område, som vi kan gøre noget ved. Bedst udtrykt af Lars Barfoed, der på Landsrådet udtalte, at vi skal sørge for, at de konservative mærkesager er relevante og nærværende for borgerne.

Det bør være ledetråden i arbejdet med at genrejse Det Konservative Folkeparti.