Modificer Racismeparagraffen

I en kronik i Jyllandsposten den 22. januar slår partiformand Lars Barfoed og retspolitisk ordfører Tom Behnke til lyd for, at den såkaldte racismeparagraf, § 266b i Straffeloven, gås efter i sømmene. Dette med den begrundelse, at der efterhånden tegner sig et mønster,hvor politisk ukorrekte ytringer snarere end egentlig racistiske udtalelser politianmeldes.

Det er jeg enig i. Der er mange eksempler på, at paragraffen bruges (misbruges) til at politianmelde borgere, der fremkommer med generaliserende udtalelser, typisk om indvandrere. Sådanne udtalelser bør først og fremmest imødegås med argumenter, ikke med politianmeldelser, for det udhuler ytringsfriheden. Og fordi politianmeldelserne i et forsøg på at lukke munden på andre ganske enkelt kortslutter den nødvendige demokratiske debat. 

Racismeparagraffen blev vedtaget Folketinget i 1971, dette med baggrund i FNs konvention om afskaffelse af racediskrimination fra 1965, og den lyder således: Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Paragraffen blev oprindeligt indført i 1939 for at forhindre hatespeech mod jøderne, og omfattede dengang begreberne tro, afstamning eller statsborgerforhold. I 1987 blev paragraffen udvidet til også at omfatte seksuel orientering, og paragraffen blev suppleret med et stk. 2 i 1995, hvor propagandavirksomhed blev betragtet som en skærpende omstændighed.

Jeg er ikke tilhænger af, at racismeparagraffen afskaffes, men at den modificeres. Hadefulde angreb på de i paragraffen anførte grupper, med indirekte eller direkte trusler, eller/og hvor der opfordres til forfølgelse af sådanne grupper, bør fortsat være strafbart, og jeg er ligeledes enig i, at det er en skærpende omstændighed, når sådanne ytringer sker i propagandaøjemed.

Derimod bør forhånelser, nedværdigelser eller andre generaliserende udtalelser være tilladte og altså ikke omfattet af Straffeloven. Ikke fordi jeg støtter eller er enig i sådanne udtalelser, men fordi jeg mener, at de bør være omfattet af ytringsfriheden, og altså imødegås med argumenter, ikke med politianmeldelser.   

En anden omdiskuteret straffelovsparagraf er nr. 140, den såkaldte blasfemiparagraf, der straffer den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse. Paragraffen er en gammel svend med 128 år på bagen. Den blev indført i 1886. Som en konsekvens af ovenstående mener jeg, at paragraffen bør udgå.

Der er sikkert dem, der vil hævde, at sådanne ændringer er i strid med FN’s konvention om afskaffelse af racediskrimination. Det mener jeg ikke. Derimod vil ændringerne være i tråd med Artikel 19 i FN’s menneskerettigheds-konvention fra 1948: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Nu samarbejder V og Dansk Folkeparti med Enhedslisten

Roskilde Avis 16. januar 2014

Konstitueringsforhandlingerne efter kommunalvalget har fået et efterspil, idet Socialdemokraterne er gerådet i klammeri med Dansk Folkepartis Merete Dea Larsen om honoreringen af næstformandsposten i Roskilde Forsyning. Dette slagsmål vil jeg ikke blande mig i, bortset fra at jeg som vand- og fjernvarmebruger må konstatere, at 100.000 kr. for en næstformandspost forekommer at være klart i overkanten.

Derimod er forløbet af konstitueringsforhandlingerne et godt eksempel på politikere, der siger ét før valget, og gør noget helt andet efter valget. Før valget indgik Det Konservative Folkeparti budgetforlig med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Det blev man i Venstre og Dansk Folkeparti meget fortørnede over. Venstre løb fra en skriftlig aftale om et teknisk valgforbund, og Dansk Folkepartis Merete Dea Larsen udtalte i forbindelse hermed til Roskilde Avis, ”at en stemme på Det Konservative Folkeparti er en stemme på de to røde partiers politik”, altså Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Det var før valget.

Efter valget indgik Venstre og Dansk Folkeparti en konstitueringsaftale med den yderste venstrefløj i byrådet, Enhedslisten. En konstitueringsaftale har til formål at opnå så mange pladser i udvalg, råd, nævn og bestyrelser som muligt, og det er der for så vidt intet forkert i. Med aftalen mellem de tre partier sikres det, at også Enhedslisten opnår maksimal indflydelse i udvalg, råd og nævn m.v. Men hvor det altså FØR valget blev anset for en nærmest kættersk handling, at Konservative samarbejdede med de førnævnte røde partier, så har Venstre og Dansk Folkeparti EFTER valget ingen problemer med at samarbejde med det revolutionære Enhedslisten. Det er da tankevækkende.

For at genbruge Merete Dea Larsens retorik fra før valget: En stemme på Venstre og Dansk Folkeparti har efter valget vist sig at være en stemme på Enhedslisten!     

Vaskeægte liberalisme

28.12.2013

Konservative skåltaler flytter intet, udtaler Mette Bock, MF og kulturordfører for Liberal Alliance i Opinion i Berlingske den 28.12. Her kritiserer hun formanden for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, der i en kronik i Berlingske den 27.12. pegede på historieløsheden i det danske samfund og fremkom med en række konkrete forslag til at få vendt udviklingen.

Mette Bock anfører, at Det Konservative Folkeparti har stemt for den nye folkeskolelov, der absolut intet gør for at fremme den historiske bevidsthed hos børn og unge. Men Mette Bock undgår behændigt at oplyse, at heller ikke Liberal Alliance argumenterede for flere historietimer i partiets afvisning af folkeskolereformen.

Og der er intet i den nye folkeskolelov, der blokerer for, at der kan – og bør – gennemføres en solid undervisning i dansk kultur og historie. Folkeskolereformen søger at tage højde for nogle andre store udfordringer, bl.a. det faktum, at alt for mange unge dropper ud af folkeskolen uden at kunne læse og skrive ordentligt.

Lars Barfoed kritiserer bl.a. regeringen for at have nedlagt hjemmesiden med kulturkanon samt – med modstand fra Historielærerforeningen og Dansklærerforeningen – at have afskaffet kanonen for den obligatoriske undervisning i folkeskolen. Vigtige fælles referencer går hermed tabt, til skade for det kulturelle og historiske indhold i undervisningen.

Hvad kan Mette Bock byde ind med? Jo, ud over nogle generelle bemærkninger om indhold, kvalitet, skabelse af reel viden, dannelse og handling, bør vi i langt højere grad selv engagere os i institutioner, der er bærere af historien. Og Mette Bock underholder os med, at hun er formand for Grundtvig Centret, medlem af bestyrelsen på Testrup Højskole, Det Grundtvigske Mødecenter på Liselund samt kandidat til at blive Grænseforeningens næste formand.

Denne selvpromovering er imidlertid bedøvende uinteressant i forhold til hvad sagen drejer sig om. Nemlig at sikre skolebørnene en undervisning ud fra fælles referencer, for uden sådanne ingen fælles historieopfattelse, og uden en sådan ikke et samfund, der med udgangspunkt i fortiden forstår nutiden og kan forme fremtiden, for nu at citere for længst afdøde Sir Winston Churchill.

Mette Bock fastslår, at politik ikke kun handler om flere bevillinger, men om indhold, dannelse og lovgivning, der viser, at vi mener det alvorligt. Vi må imidlertid gætte os til, hvad Mette Bock mener hermed. Mette Bock er liberalist, og med de lave skattesatser, som Liberal Alliance tilbyder os, er der naturligvis ikke råd til – som Lars Barfoed foreslår – at bevilge penge til bevarelsen af vores historie- og kulturminder.

Lad falde hvad ikke kan stå! Lad Fregatten Jylland rådne op i Ebeltoft. Det synes at være mantraet for Mette Bock. Det er bestemt også vaskeægte liberalisme. Forskellen mellem liberalisme og konservatisme er til at få øje på. Heldigvis!           

Pengene er brugt – og mere til!

Forleden deltog jeg som konservativ kandidat i et vælgermøde arrangeret af beboerbestyrelsen i Æblehaven i Roskilde. Æblehaven er et af de områder i Danmark, som er blevet udpeget som ghetto-område som følge af store sociale udfordringer i området. En uforskammet betegnelse, som må være udtænkt af højrøvede embedsmænd og politikere.

Beboerbestyrelsen havde lagt et stort arbejde i organiseringen af vælgermødet. Således trak kandidaterne lod om den indledende talerrækkefølge, og jeg blev udtrukket som nr. seks. Da det blev min tur, måtte jeg konstatere, at de forrige kandidater havde brugt alle pengene – og mere til! Fantastisk hvad der loves i valgkampen af forbedringer på både det ene, andet og tredje område uden anvisning af, hvor pengene skal komme fra.

I mit indlæg koncentrerede jeg mig derfor om en af de konservative mærkesager, at få skabt flere private arbejdspladser og dermed få sikret et ordentligt indtægtsgrundlag for kommunens mange aktiviteter og opgaver. Det er muligt, at det ikke giver mange stemmer, til gengæld er det i min optik en ansvarlig politik. Og når nu andre kandidater – ingen nævnt, ingen glemt – er eminente til at bruge penge, så må der også være kandidater, der sikrer, at indtjeningsgrundlaget er til stede. Dette sagt i al beskedenhed, naturligvis!

En stor tak til beboerbestyrelsen i Æblehaven for et godt arrangement, og til de mange beboere, der var mødt op, og som bidrog til et engageret og spændende vælgermøde.

God kommune – også i fremtiden!

Roskilde Kommune er i mange henseender en god kommune at bo og leve i. Vi har en pragtfuld natur, mange historieminder, et varieret kultur- og idrætsliv samt en blanding af store og små bysamfund, der er med til at give kommunen en unik profil. Det skal vi værne om.

Vi har også nogle udfordringer. I 2018 indvies den nye jernbane København-Køge-Ringsted. Vi skal være helt oppe på dupperne for at sikre, at den nye linjeføring ikke forringer trafikforbindelserne til og fra Roskilde. Det gælder især hensynet til pendlertrafikken, som kommunen i høj grad er afhængig af.

I 2020 åbner det nye supersygehus i Køge. Selvom alle gode kræfter bør arbejde på at fastholde en række funktioner på Roskilde Sygehus, fx en døgnbemandet skadestue, er der næppe tvivl om, at vi til den tid vil miste arbejdspladser til supersygehuset i Køge.

Det er derfor vigtigt, at vi arbejder på at tiltrække nye arbejdspladser og indtægter til kommunen på områder, hvor vi i forvejen står stærkt. Det gælder indenfor handel, uddannelse og forskning samt turisme og oplevelsesøkonomi.

Roskilde Kommune omfatter mange værdier og kompetencer. Vi skal passe godt på værdierne, vores natur, kultur og historie. Og vi skal bruge kompetencerne til at skabe udvikling til gavn for alle borgere i kommunen. Roskilde Kommune er en god kommune. Det skal den også være i fremtiden.