Det er ganske vist!

Indlæg i Dagbladet 31. december 2011 under overskriften

”Hvad med øl, vin, slik og spiritus”?

Danskerne er et uoplyst og dumt folkefærd, der skal opdrages og beskyttes mod livets onde realiteter. Det synes at være devisen bag regeringens forslag om at forbyde tobak som synlige varer for kunderne. Det skal gemmes væk i skabe eller bag forhæng, så det ikke frister forbrugerne, foreslår den radikale sundhedsordfører, Camilla Hersom, der straks har fået opbakning fra sundhedsordførerne fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Må det være tilladt at pege på andre foranstaltninger, der ligeledes kan retlede ”die dumme Dänen”. Hvad med øl, vin og spiritus? Er det ikke også på tide, at disse giftstoffer gemmes i skabe, skuffer og bag forhæng? Hvad med såkaldt usunde fødevarer som sodavand og slik eller madvarer indeholdende usunde fedtstoffer? Ja for den sags skyld alle madvarer ud fra princippet om, at al mad er usundt, hvis vi spiser for meget af det. 

Lad os få en butikskultur, hvor al væsentlig handel foregår i bagbutikken skjult for de alt for mange dumme danskere, der således ikke fristes over evne, når de fremover skal handle i kiosker og supermarkeder. Det har også den fordel, at elitære og bedrevidende danskere, ganske vist en minoritet i dette lille dumme land, undgår at blive konfronteret med livets uhyrligheder som cigaretter, sprut og fede madvarer.

Det vil godt nok kræve nogle store baglokaler og en del omorganisering, men det må butikkerne klare for egen regning. For nok er danskerne dumme, men det vil ret hurtig rygtes, at det sjove foregår i baglokalet. Det vil sikkert også komme den bedrevidende elite for øre, hvorefter al baglokalehandel forbydes, således at handel fremover skal foregå i fuld offentlighed.

Og på denne måde kan vi holde vores lovgivere beskæftiget med at udstede forbud, og dermed understøtte og bekræfte dem i deres egen bedrevidende og højtravende betydningsfuldhed. Og det er naturligvis vigtigt i et folkestyre som det danske. Ja, man fristes til i samklang med H.C. Andersen at udtale om denne frygtelige historie: Det er ganske vist!

  

Vi saver i velfærdsgrenen

Det er et ofte fremført argument, at det har vi råd til, for vi lever i et velfærdssamfund. Realiteten er blot, at argumentet bliver mere og mere hult, for vi er godt i gang med at save den gren over, som finansierer velfærdssamfundet. Med hastigt voksende offentlige udgifter og et tilsvarende skatte- og afgiftstryk udhules det private erhvervsliv, der finansierer den offentlige sektor.

Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, udgjorde de samlede offentlige udgifter 718 mia. kr. 10 år senere, ved regeringens afgang, var udgifterne steget med 41% til godt 1.000 mia. kr. I samme periode udgjorde inflationen kun ca. 20%, så der er tale om en meget kraftig realvækst i de offentlige udgifter. De udgør nu 58% af bruttonationalproduktet, og dermed er Danmark suveræn indehaver af verdensrekorden i offentligt forbrug.

Det er VK-regeringens største svigt, at den i de ti regeringsår ikke havde bedre styr på de offentlige udgifter. Først sent indså regeringen, at det var nødvendigt med en skrappere styring af kommunernes og regionernes vækst, hvilket medførte et krav om nulvækst i kommunerne og et efterfølgende ramaskrig fra venstrefløjen om udsultning af den offentlige sektor og massakre på velfærdssamfundet. Ovenstående tal viser den stik modsatte udvikling.

Den nuværende regering vil indføre en strammere styring af de offentlige udgifter ved hjælp af flerårige budgetlofter. Overskridelser skal undgås, oplyses det i regeringsgrundlaget. På den anden side er det tvivlsomt, om regeringen, med SF som regeringsdeltager og Enhedslisten som parlamentarisk grundlag, vil dæmpe det offentlige forbrug og væksten i de offentlige udgifter. Finansloven 2012 øger da også de offentlige udgifter på en række områder.

I 2020 vil der være godt 200.000 flere personer, der er fyldt 65 år. Dermed øges efterspørgslen på velfærdsydelser som omsorg, pleje og hospitaler ganske betragteligt. Man skal ikke kunne den lille tabel for at indse, at de offentlige udgifter vil blive presset i vejret, hvorved finansieringskilden, det private erhvervsliv, sander yderligere til.

Derfor bør der allerede nu sadles om. For det første en langt skarpere prioritering af velfærdsydelser end hidtil. For det andet en håndfast og effektiv styring af de offentlige udgifter med krav om nulvækst i en årrække. For det tredje en effektivisering af den offentlige sektor gennem krav om udlicitering og konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver.

Alternativet er fortsat voksende offentlige udgifter og et privat erhvervsliv, der ikke længere er i stand til at levere finansieringen. Valget er ikke svært.    

Hvem skal finansiere en skattereform?

Indlæg i Dagbladet 8, december 2011

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil gennemføre en fuldt finansieret skattereform, der markant letter skatten på arbejde. Hertil kommer, at regeringen i forbindelse med fattigdomsdiskussionen har meddelt, at princippet om at det skal kunne betale sig at arbejde, skal løses i den kommende reform. Så med disse meldinger snakker vi om et stort to-cifret milliardbeløb, hvor finansieringen skal findes på anden vis. Hvor mon?

  Man kan, som ved skattereformen i 2009, kompensere for indkomstskattelettelserne ved at skrue op for andre skatter og afgifter. 2009-reformen blev frem mod 2020 finansieret gennem en forhøjelse af grønne afgifter, fedtskat, multimedie- og iværksætterskat samt særskat på pensioner. Efterfølgende har den nuværende regering skruet op for en række andre afgifter, og der er grænser for, hvor meget der kan skrues på afgifterne uden at det har uheldige konsekvenser.

Uhæmmet stigning

En anden mulighed består i at lade boligejerne finansiere en kommende skattereform, men det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode. Derudover vil det vil skade det i forvejen stagnerende boligmarked, hvis boligejerne skal være trækdyr i en skattereform, så det må klart frarådes.

  Derimod er der penge at hente i at begrænse de offentlige udgifter, der er steget uhæmmet i en årrække og nu udgør over 1.000 mia. kr. Med tanke på besparelserne i de private virksomheder og husholdninger, burde det være muligt at reducere udgifterne med et par procent uden at det i nævneværdig grad går ud over velfærdsydelserne. Det vil frigøre ca. 20 mia. kr., som kan udmøntes i reelle lettelser, der ikke modsvares af stigende afgifter.

  Samtidig bør der gennemføres en reform af fradrags- og tilskudsjunglen, der målretter ydelserne til de borgere, der har behov for offentlig omsorg og støtte. Og hvis man derudover gennemfører en socialreform som påpeget i DAGBLADET den 30. november, begynder det at lysne for en stort anlagt og samfundsgavnlig skattereform med reelle indkomstskattelettelser som resultat.

  Så her er noget for en geskæftig regering at gå i gang med, men det forudsætter naturligvis, at regeringen slår ind på en anden vej end den man er startet på, nemlig at øge det i forvejen rekordstore skatte- og afgiftstryk og offentlige forbrug.