Håndværkertilbud kaldte finansminister Bjarne Corydon (S) arrogant statsunderskuddet på 85 mia. kr. med henvisning til den tidligere regerings finanslovforslag for 2012. Nu stiller han selv med et forslag med et underskud på 96 mia. kr., og skal man følge finansministerens retorik, må dette forslag i så fald nærmest betegnes som en ruin.
Det er et finanslovsforslag, der ophæver skattestoppet, og som øger skatte- og afgiftstrykket med ca. fem 5 mia. kr. I første omgang. For forslaget indeholder udgifter, der vil accelerere langt ud over det, der er afsat i forslaget. Det gælder fx afskaffelsen af introduktionsydelse, starthjælp og fjernelse af kontanthjælpsloft, der vil fastholde flere i ledighed, og som kombineret med lettelserne i indvandrerpolitikken vil tiltrække flere indvandrere med et socialøkonomisk behov. Menneskene søger nu engang derhen, hvor græsset er grønt.
Den af regeringen lancerede godhedsindustri omfatter en række andre udgiftskrævende tiltag, som blot er en tilbagerulning af de tiltag, som den tidligere regering indførte for at få styr på økonomien. Loftet på børnechecken fjernes, egenbetalingen på fertilitetsbehandling fjernes, ulandsbistanden øges, blot for at nævne nogle eksempler. Tilbagerulninger og et kraftigt forøget pengeforbrug, men ingen reformer. Det er fantasiløst, og med de udfordringer, som velfærdssamfundet står overfor, holder det ikke på den lange bane.
Regeringen vil kickstarte økonomien ved i 2012 og 13 at bruge i alt 18,7 mia. kr. på offentlige anlægsarbejder. Det er for så vidt positivt at iværksætte aktiviteter for at øge beskæftigelsen, men de økonomiske vismænd opfordrer til at udvise forsigtighed. Vismændene fremhæver således, at den internationale gældskrise kan udvikle sig endnu mere negativt, og i så fald er der ikke længere penge til at stimulere økonomien. Med kickstarten satser regeringen så at sige hele butikken, og det forekommer ikke at være særligt klogt eller velovervejet.
Er der da slet ikke positive elementer i finanslovsforslaget? Jo da. Det er positivt, at der tilføres psykiatrien flere penge, at multimedieskatten fjernes og at BoligJobplanen med håndværkerfradrag videreføres i 2012, men som helhed er finanslovforslaget uantageligt. Det fjerner skattestoppet og åbner op for nye verdensrekorder i skatte- og afgiftstryk. De første 5 milliarder er annonceret, men det vil langtfra være de sidste. Jeg tipper et underskud på statsfinanserne i 2012 på over 100 mia. kr., og det vil i sig selv begrunde nye skatter og afgifter.
Hertil kommer, at regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten, uden tvivl også skal have sit skålpund kød for at stemme for Finansloven. Med de mange tilbagerulninger og det øgede skatte- og afgiftstryk er det ikke et finanslovsforslag, der har til hensigt at vinde borgerlig tilslutning. Vi vil undgå blokpolitik og samarbejde bredt, sagde regeringen ved dens tiltrædelse. Et Danmark, der står sammen. Med finanslovsforslaget må det konstateres, at også det er retorik uden substans. Tomme tønder, der buldrer!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar