Vi saver i velfærdsgrenen

Det er et ofte fremført argument, at det har vi råd til, for vi lever i et velfærdssamfund. Realiteten er blot, at argumentet bliver mere og mere hult, for vi er godt i gang med at save den gren over, som finansierer velfærdssamfundet. Med hastigt voksende offentlige udgifter og et tilsvarende skatte- og afgiftstryk udhules det private erhvervsliv, der finansierer den offentlige sektor.

Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, udgjorde de samlede offentlige udgifter 718 mia. kr. 10 år senere, ved regeringens afgang, var udgifterne steget med 41% til godt 1.000 mia. kr. I samme periode udgjorde inflationen kun ca. 20%, så der er tale om en meget kraftig realvækst i de offentlige udgifter. De udgør nu 58% af bruttonationalproduktet, og dermed er Danmark suveræn indehaver af verdensrekorden i offentligt forbrug.

Det er VK-regeringens største svigt, at den i de ti regeringsår ikke havde bedre styr på de offentlige udgifter. Først sent indså regeringen, at det var nødvendigt med en skrappere styring af kommunernes og regionernes vækst, hvilket medførte et krav om nulvækst i kommunerne og et efterfølgende ramaskrig fra venstrefløjen om udsultning af den offentlige sektor og massakre på velfærdssamfundet. Ovenstående tal viser den stik modsatte udvikling.

Den nuværende regering vil indføre en strammere styring af de offentlige udgifter ved hjælp af flerårige budgetlofter. Overskridelser skal undgås, oplyses det i regeringsgrundlaget. På den anden side er det tvivlsomt, om regeringen, med SF som regeringsdeltager og Enhedslisten som parlamentarisk grundlag, vil dæmpe det offentlige forbrug og væksten i de offentlige udgifter. Finansloven 2012 øger da også de offentlige udgifter på en række områder.

I 2020 vil der være godt 200.000 flere personer, der er fyldt 65 år. Dermed øges efterspørgslen på velfærdsydelser som omsorg, pleje og hospitaler ganske betragteligt. Man skal ikke kunne den lille tabel for at indse, at de offentlige udgifter vil blive presset i vejret, hvorved finansieringskilden, det private erhvervsliv, sander yderligere til.

Derfor bør der allerede nu sadles om. For det første en langt skarpere prioritering af velfærdsydelser end hidtil. For det andet en håndfast og effektiv styring af de offentlige udgifter med krav om nulvækst i en årrække. For det tredje en effektivisering af den offentlige sektor gennem krav om udlicitering og konkurrenceudsættelse af offentlige opgaver.

Alternativet er fortsat voksende offentlige udgifter og et privat erhvervsliv, der ikke længere er i stand til at levere finansieringen. Valget er ikke svært.