tirsdag den 29. maj 2012

Regeringens skattereform


”I den kommende tid skal vi tage beslutninger, der kan måle sig med de sværeste i vores historie” oplyste statsministeren os i sin nytårstale. Det kan ikke være regeringens oplæg til skattereform, hun tænkte på hin nytårsdag, for nogen gennemgribende reform er der ikke tale om, derimod en finansieret skatteomlægning i overensstemmelse med regeringsgrundlaget.

Det er en skatteomlægning, der bevæger sig i retning af, at det skal kunne betale sig at arbejde, og det er et skridt i den rigtige retning. Det sker ved at løfte beskæftigelsesfradraget og topskattegrænsen samt ved at reducere stigningstakten i dagpenge- og kontanthjælpsydelserne. Det sidste er blevet kaldt et tyveri, men man kan nu engang ikke stjæle noget, folk ikke har. Arbejdsmarkedet har vist løntilbageholdenhed, det må dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere også.

Så skal boligejere med stor gæld selv betale flere af deres renteudgifter fra 2017. Årstallet er givetvis valg med omhu for ikke at konflikte med regeringsgrundlagets løfte om ikke pille ved boligbeskatningen i indeværende folketingsperiode. Det er ikke nogen god idé at ændre vilkårene eller fremtidsudsigterne på det nuværende stagnerende boligmarked, tværtimod burde man overveje, hvorledes boligmarkedet kan stimuleres. Det sker ikke ved at reducere rentefradraget yderligere.

Bankerne skal betale mere i skat. Det sker ved at hæve lønsumsafgiften. Nu har bankerne ikke en særlig pengekasse til finansiering af regeringens planer. De øgede omkostninger kan kun hentes ét sted, hos kunderne, så her giver man med den ene hånd og tager med den anden.

Børnefamilier med indkomster over 700.000 kr. om året må også holde for. De får beskåret børnechecken med to procent af det beløb, der ligger ud over de 700.000 kr. Jeg er enig i, at børnechecken bør udfases for mere velstillede familier mod at disse til gengæld får tilsvarende i skattelettelse, men det er der jo ikke tale om her.   

I det hele taget er snakken om de såkaldt rige kammet helt over, således at det i dag nærmest er suspekt at oppebære en høj indkomst. Dette er resultatet af flere års socialistisk kampagne for mere lighed, og socialdemokratisk misundelse overfor borgere, der formår at hæve sig over middelmådigheden. Vi er som samfund stærkt afhængige af initiativrige, dygtige og arbejdsomme borgere, og dem skal vi belønne, ikke lægge for had og straffe.

Det er positivt, at iværksætterskatten droppes. Den burde aldrig være indført, i hvert fald ikke med konservative stemmer. Det er ligeledes positivt, at virksomhederne får et højere skattefradrag for investeringer i maskiner, værktøj og inventar. Jeg så gerne yderligere initiativer til at fremme virksomhedernes konkurrenceevne og aktivitet, fx en fortsættelse og udvidelse af BoligJobplanen, der udløber ved udgangen af 2012.

Jeg savner i udspillet til skattereform, at den offentlige sektor også bidrager til finansieringen, i form af afbureaukratisering og effektiviseringer. Men det vil forhåbentligt indgå i de forhandlinger, der nu indledes mellem regeringen og oppositionen.   

Som helhed kan jeg godkende regeringens udspil til skattereform som netop et udspil. Fordi det trækker i den rigtige retning i forhold til, at det skal kunne betale sig at arbejde. Med en yderligere styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne og aktiviteter samt en lidt anden finansiering af reformen kan denne bidrage til at skabe mere vækst og beskæftigelse, og det er hovedudfordringen i det danske samfund.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar