Pengene tilhører borgerne – ikke staten!

Indlæg i Dagbladet 28. juni 2012

Staten tager fra de fattige og giver til de rige. Denne påstand blev til bevidstløshed gentaget før folketingsvalget med henvisning til VK-regeringens skattereformer i 2004, 2007 og 2010. Nu gentager venstrefløjen atter påstanden med en indignation og vrede, så man skulle tro, at vi er tæt på verdens undergang.

Samtidig diskuteres det, om en skattereformaftale med Enhedslisten kunne have givet mere velfærd. Dette på baggrund af statsministerens udtalelse om, at den aftalte reform med V & K giver flere penge til velfærd end en aftale med Enhedslisten. Dette bestrides af en række økonomer, der mener, at den skitserede aftale med Enhedslisten ville give mere velfærd.

Ovenstående postulater bygger imidlertid på forkerte præmisser. At staten tager fra de fattige og giver til de rige, bygger på en opfattelse af, at de penge vi tjener via løn eller anden indkomst, tilhører staten. Det er simpelthen forkert. De penge, som borgerne tjener, tilhører borgerne, ikke staten. Lad det være slået fast med syvtommersøm.

Derfor er der ikke tale om at give, derimod om, at borgerne beholder en større andel af egne, i ansigts sved tjente, penge. De selvsamme borgere giver en andel af pengene til borgere på overførselsindkomster. At en lavere regulering af overførselsindkomsterne fra 2016 betegnes som tyveri, er simpelthen proportionsforvrængning, så det batter.

Det er heller ikke korrekt, at den indgåede skatteaftale giver mindre velfærd. Staten har nemlig ikke patent på velfærd. Velfærd er først og fremmest noget, der skabes i familierne, og det siger sig selv, at jo flere penge, folk har til rådighed efter at skatten er betalt, desto flere muligheder giver det med hensyn til at betrygge og berige familiens tilværelse.

Venstrefløjens ophidsede retorik bygger på krav om et samfund, hvor alle skal være lige i materiel henseende. Det burde ellers stå indlysende klart, at sådanne samfund avler armod, ikke rigdom. Jeg vil derfor anbefale venstrefløjen at tage fat på historielæsningen om de østeuropæiske samfund før murens fald i 1989.

Skrål og skrig løser ikke Danmarks udfordringer. Venstrefløjen opfører sig som barnet i supermarkedet, der ikke må få slik. Derfor et godt råd: Se nu at blive voksne!