Når frihed støder mod frihed

To sager har de seneste uger bragt sindene i kog. Det ene handler om kvinders ret til at amme på offentlige steder, i den konkrete sag på en café. Den anden sag handler om en censor, der med henvisning til sin tro nægter at give hånd til kvindelige eksaminander. Man kan mene, at begge sager hører til i småtingsafdelingen, men de har som nævnt givet anledning til en ganske ophedet debat, og vanen tro forsøger politikere at score points på sagerne. ”Vi ser gerne, at man sikrer retten til at amme, så man ikke må afvise kvinder, fordi de ammer” siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix. Og i Dansk Folkeparti vil man have regeringen til at tage stilling til, om censorer skal have lov til at afvise at give hånd på grund af deres tro.

I begge sager handler det om individuelle frihedsrettigheder samt om disses begrænsninger. I sagen om amning ville den klagende mor have ret til at amme på en café, hvorefter hun blev bedt om at forlade caféen. Omvendt ville café ejeren have ret til at afvise ammende kvinder i caféen under henvisning til andre gæsters blufærdighed. Ligebehandlingsnævnet gav café ejeren medhold, idet café ejeren ikke afviste ammende kvinder, derimod selve amningen, hvilket nævnet anså for at være legitimt begrundet i hensynet til de øvrige gæster. Kvinden har således ikke frihed og ret til at amme i den pågældende café, derimod har hun naturligvis frihed til at boykotte caféen og frekventere andre caféer og restauranter, der tillader amning. Efter min opfattelse en fair og rimeligt afbalanceret afgørelse, der ikke kalder på yderligere lovgivning.   

I den anden sag vil en censor have frihed og ret til at nægte at give hånd til kvindelige eksaminander. Dette stødte en kvindelig studerende, der bad om at få en anden censor, men da tiden var knap, endte det med, at kvinden måtte acceptere den pågældende som censor, og hun har efterfølgende oplyst, at censors optræden ved eksamensbordet var fair, altså bortset fra det manglende håndtryk. Det er i strid med ligebehandlingsloven, hvis det manglende håndtryk kun omfatter kvindelige studerende, og i så fald bør det være en smal sag at få censor til at ændre adfærd. Det kan ske ved, at han giver hånd til alle eller ingen, og det er under alle omstændigheder et problem, som skolerne må løse lokalt, hvilket undervisningsministeren da også meget fornuftigt har peget på.

De fleste af os vægter frihed højt, men en gang imellem glemmer vi, at en stejl fastholdelse af egen frihed og rettigheder er med til at begrænse andres frihed og rettigheder. Der er behov for rummelighed og besindighed, når frihed støder mod frihed. Det er dog ikke lige det, der har kendetegnet de to her nævnte sager.