28.12.2013
Konservative
skåltaler flytter intet, udtaler Mette Bock, MF og kulturordfører for Liberal
Alliance i Opinion i Berlingske den 28.12. Her kritiserer hun formanden for Det
Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, der i en kronik i Berlingske den 27.12.
pegede på historieløsheden i det danske samfund og fremkom med en række
konkrete forslag til at få vendt udviklingen.
Mette
Bock anfører, at Det Konservative Folkeparti har stemt for den nye
folkeskolelov, der absolut intet gør for at fremme den historiske bevidsthed
hos børn og unge. Men Mette Bock undgår behændigt at oplyse, at heller ikke
Liberal Alliance argumenterede for flere historietimer i partiets afvisning af
folkeskolereformen.
Og
der er intet i den nye folkeskolelov, der blokerer for, at der kan – og bør –
gennemføres en solid undervisning i dansk kultur og historie.
Folkeskolereformen søger at tage højde for nogle andre store udfordringer,
bl.a. det faktum, at alt for mange unge dropper ud af folkeskolen uden at kunne
læse og skrive ordentligt.
Lars
Barfoed kritiserer bl.a. regeringen for at have nedlagt hjemmesiden med
kulturkanon samt – med modstand fra Historielærerforeningen og Dansklærerforeningen
– at have afskaffet kanonen for den obligatoriske undervisning i folkeskolen.
Vigtige fælles referencer går hermed tabt, til skade for det kulturelle og
historiske indhold i undervisningen.
Hvad
kan Mette Bock byde ind med? Jo, ud over nogle generelle bemærkninger om
indhold, kvalitet, skabelse af reel viden, dannelse og handling, bør vi i langt
højere grad selv engagere os i institutioner, der er bærere af historien. Og
Mette Bock underholder os med, at hun er formand for Grundtvig Centret, medlem
af bestyrelsen på Testrup Højskole, Det Grundtvigske Mødecenter på Liselund
samt kandidat til at blive Grænseforeningens næste formand.
Denne
selvpromovering er imidlertid bedøvende uinteressant i forhold til hvad sagen
drejer sig om. Nemlig at sikre skolebørnene en undervisning ud fra fælles
referencer, for uden sådanne ingen fælles historieopfattelse, og uden en sådan
ikke et samfund, der med udgangspunkt i fortiden forstår nutiden og kan forme
fremtiden, for nu at citere for længst afdøde Sir Winston Churchill.
Mette
Bock fastslår, at politik ikke kun handler om flere bevillinger, men om
indhold, dannelse og lovgivning, der viser, at vi mener det alvorligt. Vi må
imidlertid gætte os til, hvad Mette Bock mener hermed. Mette Bock er
liberalist, og med de lave skattesatser, som Liberal Alliance tilbyder os, er
der naturligvis ikke råd til – som Lars Barfoed foreslår – at bevilge penge til
bevarelsen af vores historie- og kulturminder.
Lad
falde hvad ikke kan stå! Lad Fregatten Jylland rådne op i Ebeltoft. Det synes
at være mantraet for Mette Bock. Det er bestemt også vaskeægte liberalisme. Forskellen
mellem liberalisme og konservatisme er til at få øje på. Heldigvis!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar