Lighedens følgesvend er fattigdom

Winston Churchill: ”Kapitalismens nedarvede last er den ulige fordeling af goderne, socialismens nedarvede dyd den lige fordeling af elendigheden”.  

Den danske venstrefløj er travlt beskæftiget med at påpege ulighederne i samfundet og kræve mere lighed. Det sker ved hjælp af modeller, der måler ligheden – eller uligheden om man vil – i samfundet. Fx definerer OECD fattige som borgere, der har en indkomst på under 50% af den midterste disponible indkomst i befolkningen. EU opererer med 60%, og så er der Gini-modellen opkaldt efter den italienske statistiker Corrado Gini, der opererer med en koefficient, hvor værdien 1 udgør den maksimale ulighed og 0 den optimale lighed.

Fælles for disse relative fattigdomsmodeller er, at de måler lighed og ulighed og ikke fattigdom. Modellernes anvendelse på Nordkorea ville give en stor grad af lighed selvom befolkningen dér lever på sultegrænsen. Eller tag den nu hedgangne arbejder- og bondestat DDR. Også her ville modellerne pege på stor lighed, selvom befolkningen dér levede i stor fattigdom og armod. Bortset fra partipamperne, som Ole Sohn rendte rundt og kyssede og krammede, når der var kammeratlig sammenkomst i det kommunistiske paradis.

Det kan på denne baggrund undre, at den danske venstrefløj går så meget op i, at alle skal være lige, og man må spørge sig selv, om denne fløj er totalt udvidende om de historiske kendsgerninger. Der findes ikke et eneste eksempel på, at lighed har skabt et rigt samfund, derimod talrige eksempler på, at lighedens følgesvend er fattigdom, armod og håbløshed. Det er ikke så underligt. Et samfunds velstand beror nemlig på initiativrigdom, dygtiggørelse og flid, og den opnår man kun ved at belønne disse egenskaber. Det skaber ulighed, for ikke alle er lige initiativrige, dygtige eller flittige.

Er målet for et samfund da ulighed, kunne man spørge. Svaret er, at et ordentligt samfund tilstræber lige muligheder for alle, men også anerkender den ulighed, der består i, at nogle formår at udnytte disse muligheder bedre end andre, gennem arbejdsomhed, flid og dygtighed. Et ordentligt samfund sørger også for et socialt sikkerhedsnet for de borgere, der af den ene eller anden grund, midlertidigt eller permanent, har svært ved at forsørge sig selv. Men det forudsætter netop, at samfundet formår at skabe velstand.

Derfor er et ordentligt samfund også stærkt optaget af at skabe rammerne for fuld beskæftigelse. Det er nemlig den mest effektive socialpolitik, men kun under forudsætning af, at nye jobs primært skabes i de private virksomheder. Nationalisering af virksomhederne, som venstrefløjen også drømmer om, (og som er forudsætningen for lighed) er ligeledes vejen til mindre velstand og mere fattigdom. Men måske er socialisterne, når det kommer til stykket, bedøvende ligeglade med fattigdommen, bare ligheden øges. Sådan som det også var ovre øst på før murens fald i 1989.