Indlæg
i DAGBLADET den 6. februar 2012
Har
liste C en fremtid? Spørgsmålet rejst i DAGBLADETs leder den 4. februar med
henvisning til det historisk dårlige valgresultat for Det Konservative
Folkeparti og efterfølgende nedtur i meningsmålingerne. Som aktiv i partiet vil
jeg svare JA til spørgsmålet, ellers var jeg næppe aktiv, men tilføje, at nogle
klare forudsætninger skal være opfyldt, før vi atter oplever fremgang.
Efter
10 år i et godt regeringssamarbejde med Venstre, er den konservative profil
blevet udvisket. Det er der mange årsager til, men et regeringsansvar slider
ofte på det mindste parti i en regering. Spørg blot Det Radikale Venstre, der flere
gange har været tæt på spærregrænsen efter at have deltaget i regeringskoalitioner
med Socialdemokraterne.
Hertil
kommer, at VK-regeringen frem til krisen i 2008 lod de offentlige udgifter
vokse langt ud over de fastlagte budgetter. Dette borgerlige svigt betaler
partiet prisen for, for denne udvikling var ikke i overensstemmelse med det
konservative krav om økonomisk ansvarlighed. Dette er en hovedforklaring på den
konservative nedtur, mere end Lars Barfoeds håndtryk med Margrethe Vestager og
diverse personsager.
Det
Konservative Folkeparti skal tydeliggøre sin position i det politiske spektrum.
Vi er ikke socialister med krav om omfattende statslig regulering. Vi er heller
ikke liberalister. Tanker om minimalstaten er ikke groet i den konservative
have. For os handler det om balance, bedst udtrykt ved, at staten skal have en størrelse,
så den støtter den svage uden at knække den stærke.
I Det
Konservative Folkeparti vedkender vi os gud, konge og fædreland. Vi ser vores
kultur, traditioner og kristne værdier som fundamentet for det moderne Danmark.
Det vil vi værne om, ikke gennem snæversynet nationalisme, men med en åbenhed
over for omverdenen, som vi er en integreret del af, og handelsmæssigt stærkt afhængig
af.
Vi
skal benytte vores position til at fremsætte klare og velunderbyggede forslag
til løsningen af samfundets udfordringer og problemer. Vi skal gennemføre det i
et konstruktivt samarbejde med andre partier. Af temperament er vi
resultatorienterede. Vi er ikke sat verden for at råbe højt fra sidelinjen
eller i stort opsatte avisannoncer. Vi er borgerlige stemmer, der arbejder. Jeg
er overbevist om, at vi på dette grundlag kan vende tilbagegangen til fremgang
for liste C.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar