mandag den 16. januar 2012

Tak for 40 års veludført arbejde


Indlæg i Dagbladet 16. januar 2012 

Tillykke til Dronning Margrethe II med 40 års virke til gavn for danskerne og Danmark. Og en stor tak til dronningen for veludført arbejde gennem de 40 år, de gode nytårstaler og den yderst professionelle indsats i det, der er Kongehusets vigtigste opgave: At repræsentere Danmark ude og hjemme.

For mig repræsenterer Kongehuset tradition, kontinuitet og national identitet. Det er vigtigt med faste holdepunkter i en foranderlig og global verden. Dronningen er bærer af en 1000-årig historie med Danmark som et kongerige i lige linje fra Gorm den Gamle i årene omkring 950. Gamle traditioner går hånd i hånd med de nødvendige fornyelser, og dronningen har stor andel og ære i den popularitet, som Kongehuset i dag nyder i det danske folk.

Der er fra tid til anden røster om omdannelse af Danmark til en republik. Det kunne der være god mening i, hvis vort statsoverhoved var tillagt egentlige magtbeføjelser som i visse andre demokratier. Men Kongehusets opgave er først og fremmest repræsentativ, og det hviler som institution på en demokratisk vedtaget grundlov med et stort flertal for denne ved afstemningen i 1953. Senere bekræftet med et endnu større flertal ved folkeafstemningen i 2009 om ligestilling mellem kønnene i arvefølgen til tronen.

Når nogle få folketingsmedlemmer demonstrerer mod Kongehuset, bl.a. ved at undlade at rejse sig ved kongefamiliens tilstedeværelse ved Folketingets åbning, er det således også en demonstration mod Grundloven og det klare flertal i befolkningen, der har besluttet den eksisterende ordning. Jeg er ikke enig i, men respekterer republikanske synspunkter. En tilsvarende respekt for det monarkistiske synspunkt kan de pågældende folketingsmedlemmer ikke mobilisere. Mangel på format, vil jeg mene.

Men det skal nu ikke få lov til at spolere glæden over dronningens 40 års jubilæum som Danmarks regent. Jeg er monarkist lige så længe, kongefamilien formår at udfylde den rolle, som Grundloven foreskriver, på en ligeså fornem og dygtig vis, som Dronning Margrethe II og hendes familie har gjort det gennem 40 år. Derfor et stort tillykke med jubilæet og tak for det flotte arbejde.                

Ingen kommentarer:

Send en kommentar