Et danmark, der står sammen?

S-R-SF præsenterede i går det længe ventede regeringsgrundlag, som man selvsmagende kalder ”Et Danmark, der står sammen”, også af den nye statsminister på gårsdagens pressemøde udtrykt som ”hele Danmarks regering”, og det kan kun forstås sådan, at det har den tidligere regering ikke været. Det er en videreførelse af den stærkt proportionsforvrængende retorik, der betegner VK-perioden som ”de ti mørke år”, hvor man nærmest får opfattelsen af, at Danmark har været underlagt en fremmed besættelsesmagt.

Det er ikke det bedste grundlag for at føre politik hen over midten, og ved en gennemlæsning af det 76 sider lange regeringsgrundlag får man også indtrykket af, at gennemførelsen af væsentlige dele af den angivne politik kun kan ske indenfor den blok, der udgør eller støtter regeringen, d.v.s. regeringspartierne og Enhedslisten. Det er nemlig en regering, der lægger op til en kraftig forøgelse af de offentlige udgifter samt højere skatter og afgifter, og det vil næppe blive mødt med forståelse eller accept af oppositionspartierne. Så sandsynligheden taler for, at blokpolitikken videreføres, blot med et andet flertal end før folketingsvalget.

Den nye regering lægger op til at kickstarte dansk økonomi ved at fremrykke en række offentlige investeringer i jernbaner, cykelstier og veje, renovere skoler, give nedslidte boligområder et tiltrængt løft og investere i kommunerne og regionerne. Derimod stækkes det private forbrug bl.a. gennem afgiftsforhøjelser og andre reguleringer som betalingsring og bortfald af fradrag for sundhedsforsikringer.  

Afgiftsforhøjelserne omfatter øgede skatter og afgifter på cigaretter, øl, vin, sukker, fedt og anden usund mad, og i butikkerne lige syd for den dansk/tyske grænse, Fleggaard, Duborg og Calle og hvad de ellers hedder, må de juble over den danske dårskab og over udsigterne til en kraftig forøgelse af den i forvejen høje omsætning.

Man vil gennemføre en række reformer af bl.a. aktivering, kontanthjælp, fleksjob og førtidspension, og det lyder for så vidt fornuftigt nok. Men i disse indgår, at man vil afskaffe starthjælp, kontanthjælpsloft samt varighedsbegrænsning på sygedagpenge med den hensigt at skabe mere lighed, og man må derfor formode, at de sociale udgifter eksploderer.   

Man vil ændre på udlændingepolitikken. Her har De Radikale fået afsat nogle ganske kraftige fodaftryk mens Socialdemokraterne er løbet fra løfterne om en stram udlændingepolitik. Der blødes kraftigt op på reglerne om familiesammenføringer, og det betyder sandsynligvis øget indvandring og stigende sociale udgifter.

Man angiver en helhedsløsning, der bl.a. bygger på trepartsforhandlinger og ret overraskende en fuldt finansieret og socialt afbalanceret skattereform, der markant nedsætter skatten på arbejde. Det undrer såre, at det ikke er anvist, hvordan denne skattereform skal finansieres. Der er trods alt tale om mange milliarder kroner, der skal flyttes til andre indtægtsområder. Man vil ikke pille ved boligskatterne eller rentefradraget, oplyses det. Er det bluff, eller er den annoncerede reform ægte varm luft til ære for De Radikale?     

Hertil kommer trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter med det formål at øge arbejdsudbuddet og den danske konkurrenceevne, og man lægger ligeledes op til at modernisere den ofte fremhævede danske model, men hvordan det skal forstås, oplyses der intet om. Øget konkurrenceevne indebærer, at arbejdsgivernes omkostninger nedbringes eller holdes i ro, men spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk, når det kommer til stykket. Fagbevægelsen sidder jo også med ved bordet.

Der er mange pæne intentioner og idealisme i regeringsgrundlaget, og også tiltag, som jeg som konservativ kan støtte. Fx afskaffelse af multimedie- og iværksætterskat, en forstærket indsats overfor psykiatriske patienter samt intentionerne om at indgå et bredt folkeskoleforlig. Men som helhed er regeringsgrundlaget langtfra overbevisende som økonomisk redningsplan for Danmark. Der savnes konkrete svar på centrale områder, og større offentlige udgifter, øgede skatter og afgifter og planøkonomi er ganske enkelt ikke vejen frem for dansk økonomi.