Grundloven sikrer ikke ytringsfriheden

Hvert år den 5. juni fejrer vi Grundloven og dens beskyttelse af vores frihedsrettigheder, herunder at vi har ytringsfrihed her til lands. Men det er en sandhed med modifikationer. Fx er den i Grundloven hjemlede ytringsfrihed flere gange blevet begrænset siden 1953, hvor den nuværende grundlov blev vedtaget.

Grundloven foreskriver i §77, at enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Og det tilføjes, at censur og andre forebyggende forholdsregler ingensinde på ny kan indføres. Men det skete alligevel i 1971, da Folketinget vedtog den i Straffeloven såkaldte racismeparagraf (266b), der forbyder trusler, forhånelser eller nedværdigelser af grupper på grund af race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse og tro. Vedtagelsen skete på baggrund af FN’s konvention om afskaffelse af racediskrimination.

Paragraffen, der oprindeligt blev indført i 1939 for at forhindre hatespeech mod jøderne, blev i 1987 udvidet til at omfatte grupper med en bestemt seksuel orientering, og i 1995 blev det vedtaget som en skærpende omstændighed, hvis trusler, forhånelser og nedværdigelser sker som et led i propagandavirksomhed. Skærpelsen blev gennemført for at forhindre nynazister i at sprede nazistisk propaganda.

Der er intet til hinder for, at et folketingsflertal kan vedtage nye begrænsninger i vores ytringsfrihed, dette ved at supplere Straffeloven med nye bestemmelser og skærpelser. Man kan så have det synspunkt, at det er Folketingets flertal, der giver den demokratiske sikkerhed, og man kan med salig Viggo Hørup mene, at der intet er over eller ved siden af Folketinget.

Men Grundlovens frihedsrettigheder skal beskytte os mod overgreb fra statsmagten, der jo netop kendetegnes ved, hvad et folketingsflertal beslutter. Denne beskyttelse yder den nuværende grundlov ikke, og derfor bør det være et krav til en ny grundlov, at såvel ytringsfriheden som dens begrænsninger indskrives i selve loven. Det indebærer, at eventuelle nye begrænsninger eller ændringer i denne grundlæggende frihed vil kræve en grundlovsrevision med efterfølgende folkeafstemning.

Man kan hævde, at en sådan praksis vil være uhensigtsmæssig i forhold til samfundsudviklingen og de internationale relationer, som de kommer til udtryk i bl.a. FN, hvor nye konventioner kan nødvendiggøre ændringer, som det var tilfældet i 1971. Synspunktet kommer også til udtryk i nogles ønske om, at det skal være lettere at gennemføre en grundlovsændring end i dag, hvor det kræves, at mindst 40% af alle stemmeberettigede stemmer ja, før en grundlovsændring kan vedtages.

Men ytringsfriheden er en af de dyrebareste rettigheder, vi har. Den skal grundlovssikres ordentligt, og den skal kun kunne ændres, hvis der i befolkningen er en bred opbakning til en sådan ændring, d.v.s. mindst 40% tilslutning. For netop heri består grundlovssikringen, også af ytringsfriheden.